Grundlag for indsats

Vordingborg Kommune. I det følgende ses der på hvilke udledninger de fire hovedkategorier dækker over, samt vurdering af indsatsmulighederne. Ud over fremskrivningen ses der på behovet for tiltag, som kan have betydning for CO2-udledningen uden for kommunens geografi.


Status og fremskrivning af CO2-udledningen for energiforsyningen

De seneste års omfattende initiativer på energiområdet (Køng Biogas og planlægning for større solcelleanlæg) bevirker, at Vordingborg allerede i dag nærmer sig selvforsyning i forhold til vedvarende energi.

Som landkommune har vi dog et ansvar ud over at dække vores eget forbrug, og dermed bidrage til den nationale grønne omstilling, som ikke kender til kommunegrænser. I forhold til elforsyningen egner vores store arealer sig til etablering af vedvarende energianlæg med kendte teknologier som vindmøller og solcelleanlæg. Ud over placering af anlæg på land, så ligger der muligheder for placering af både solceller og vindmøller på havet ud for kommunens kyster, dette potentiale skal også udnyttes.

Den lokale biogasproduktion ligger i dag over det lokale forbrug af gas. Hvis der lokaliseres mulighed for yderlige biogasproduktion inden for kommunens grænser, så skal dette ikke afskrives, da der på nationalt plan er behov for yderligere biogas på naturgasnettet, så Danmark kan blive selvforsynende. Her har vi som landkommune et ansvar.

Ud over at se på produktion af vedvarende energi er reduktion i energiforbruget en væsentlig indsats, og på kort sigt er det specielt naturgasforbruget, som bør være i fokus i forhold til at skabe forsyningssikkerhed på energiområdet. Dette gælder både naturgasforbrug i husstande og industrien, hvor der findes alternative energikilder.

I den nære fremtid vil brint og produktion af biobrændsler skulle indgå i den grønne omstilling. Dette kan forudsætte et massivt behov for vedvarende energiproduktion fra vindmøller og solceller på land og vand. Klimaindsatsen skal afspejle dette potentielle behov, som også vil kunne fremme skabelsen af lokale arbejdspladser.

Under indsatsen for energiforsyningen fremgår det, hvordan Vordingborg Kommune vil arbejde for at indfri denne Agenda – så læs mere her.

Status og fremskrivning af CO2-udledningen for transportsektoren.

Hovedparten af udledningen på transportområdet kommer fra personbiler, og en stor del af person- og varebilerne (23%) forventes udskiftet med el- og hydridbiler inden 2030. På trods af udskiftningen til el-biler, så bevirker flere biler og stigning i transportarbejdet (pendling og kørsel til fritidsaktiviteter, indkøb mv.), at CO2-udledningen ikke falder tilsvarende.

Omstillingen til el-biler eller andre drivmidler (eksempelvis brint og biobrændsel) er betinget af, at den nødvendige infrastruktur for opladning/tankning er til stede. Dette gælder både for beboere i kommunen, men i lige så høj grad i forhold til turister og transittrafik. Det er derfor et fælles ansvar, at der i hele landet skabes den nødvendige infrastruktur, som vil være grundlaget for en gnidningsfri omstilling til køretøjer, som ikke anvender fossilt brændsel.

Udledningerne på transportområdet vil på længere sigt primært relaterer sig til den tunge transport (busser, lastbiler og non-road). Non-road dækker over alle køretøjer, som ikke kører på offentlig vej, hvor en stor del heraf er traktorer og maskiner i byggebranchen.

I forhold til den tunge transport, ser vi overgang til alternative brændsler (biodiesel), som en løsning på kort sigt. Og på længere sigt vil alternative drivmidler skulle tage over. Produktionen af disse alternative drivmidler kan i høj grad finde sted lokalt i Vordingborg Kommune, hvor en øget produktion af vedvarende energi også vil kunne bidrage til en CO2-neutral produktion af drivmidler. Potentialet er stort, og vil kunne ændre en stor del af udledningen på transportområdet – uden af mindske transportarbejdet.

Under indsatsen for transportsektoren fremgår det, hvordan Vordingborg Kommune vil arbejde for at indfri denne Agenda – så læs mere her.


Status og fremskrivning af CO2-udledningen for landbrugssektoren.

Udledningerne fra landbrugssektoren udgør i dag den største andel af den samlede udledning, og fremskrivningen på baggrund af allerede vedtagne initiativer ændrer ikke meget på denne sektors udledning. Reduktionen fra 2018 frem til 2030 kan i vidt omfang tilskrives Køng Biogas, som dels reducerer udledningen fra gødningslagre, idet gødningen indgår i biogasproduktionen, og dels udledningen fra landbrugsjorder, da den afgassede biomasse i stort omfang fortrænger traditionen kunstgødning.

Nationale tiltag på landbrugsområdet er ikke medtaget i fremskrivningen, som kun tager udgangspunkt i vedtagne indsatser pr. 1. januar 2021. Der ligger i dag et nationalt indsatskatalog, som vil få stor betydning for landbrugets udledning, hvorfor fremskrivningen ikke er helt opdateret.

Over 33% af udledningen kommer fra organiske jorde, dvs. jorder, hvor biomasse i selve jorden udleder store mængder af CO2. Hvis denne udledning skal mindskes, skal jorden omlægges til varige udtag af dyrkningen eller endnu bedre sættes under vand, som processen i jordbunden sættes i bero. Ca. 2.000 ha jord i Vordingborg Kommune har potentiale for at blive omlagt, så denne passive CO2-udledning stoppes

Dyrkningen af jorden udgår også et stort potentiale i forhold til lagring af CO2, hvilket eksempelvis kan ske gennem skovtilplantning eller CO2-lagring i jorden gennem anvendelse af biokul en teknologi, som forventes udbredt i den nærmeste fremtid.

Landbruget har generelt stort fokus på at deres produktion skal udvikle sig til gavn for klimaet, hvilket understøttes af teknologisk udvikling, samt statslige krav og tilskud til omlægning i jordbruget.

Under indsatsen for Landbrug/Arealanvendelse fremgår det, hvordan Vordingborg Kommune vil arbejde for at indfri denne Agenda – så læs mere her.

Ud over opgørelserne for Energisektoren, Transport og Landbrug/Arealanvendelse findes en lang række udledninger, som ikke indgår i opgørelsesmetoden for den geografisk udledning inden for kommunen. I nedenstående figur er opdelingen af udledningerne illustreret, hvor Scope 1 og 2 indgår i opgørelsen. Store kilder til CO2-udledning, som produktion af vores forbrugsgoder og bortskaffelse heraf, ikke indgår i CO2-regnskabet, da de ligger i (Scope 3). Dette skyldes, at udledningerne i praksis foregår andre steder.

Illustration af principperne for den geografiske udledning.

Vordingborg Kommune arbejder i bredt omfang med reduktion af kommunens egen CO2-udledning på en lang række områder inden Scope 3 kategorien, hvilket ofte benævnes som indsatser for bæredygtighed. På enkelte områder inden for Scope 3 arbejdes der med CO2-reduktioner eksempelvis i forhold til genanvendelse gennem det fælleskommunale affaldsselskab Affald+.

Vi har ikke pt. ambitioner om at udarbejde regnskaber for Scope 3, hvorfor der heller ikke er opsat konkrete målsætninger for reduktion på området. Men der vil fremadrettet være et større fokus på bæredygtighedsindsatsen.

Under indsatsen for ”Supplerende indsatser” fremgår det, hvordan Vordingborg Kommune vil arbejde for indsatsen omkring bæredygtighed – så læs mere her.