Indsats for CO2 reduktion

Dette afsnit rummer et indsatskatalog i forhold til den kommunale indsats for CO2-reduktion. Indsatserne er kategoriseret ud fra kommunens rolle i indsatsen (virksomhed, ejer af forsyningsselskaber, myndighed og partner/facilitator), samt de 3 hovedkategorier for CO2-udledninger (Energi, Transport og Landbrug/Arealanvendelse). Dertil kommer supplerende indsatser, som rummer indsatser som ikke har en direkte afsmittende effekt på CO2-regnskabet for Vordingborg Kommune.

Indsatserne skal primært adressere de analyserede CO2-udledning i fremskrivningen til 2030, hvilket fremgår af afsnittet ”Grundlag for indsats”. Ud fra den aktuelle energipolitiske situation er der også lagt vægt på udfasningen af naturgas, som i CO2-beregningerne ellers anses for CO2-neutral i Vordingborg Kommune pga. produktionen på Køng Biogas. Ud fra en samfundsmæssig betragtning bør enhver anvendelse af naturgas begrænses, hvilket skal bidrage til, at hele Danmark over en kortere årrække kan blive selvforsynende via biogasproduktion jf. den statslige aftale ”Danmark kan mere 2”.