Bevaringsværdige bygninger

En bevaringsværdig bygning er en ejendom med særlige arkitektoniske, kulturhistoriske eller miljømæssige kvaliteter, der er vurderet til at være af lokal eller regional betydning. Bygningen viser typisk en fortælling om en særlig byggestil, en særlig tidsperiode eller særlige begivenheder. Når en bygning udpeges som bevaringsværdig på højt niveau (SAVE 1-4) ønsker kommunen at beskytte fortællingen, typisk ved at fastholde bygningens ydre udtryk, stil, materialer, placering og sammenhæng med andre bygninger. Vurderingen sker ved at registrerer arkitektur, kulturhistorie, miljø, originalitet og tilstand, og give en samlet bevaringsværdi for bygningen.