Mern

Mern lokalområde

Mern Saftstation

Landskab: Bakkeland
Tema: Bosætning, Industri
Emne: Bebyggelse
Tid: 1902

De Danske Sukkerfabrikker anlagde i 1902 saftstationen i Mern, der sammen med fire andre saftstationer var tilknyttet sukkerfabrikken i Stege.

På saftstationerne samledes sukkerroer fra de lokale roedyrkere, saften blev presset ud og ført til hovedfabrikken via rørledninger. Derved undgik man at transportere roerne over lange afstande.

Saftstationen er tegnet af arkitekt Emil Jeppesen og til anlægget hører også en høj skorsten, roedepoter i beton, forpagterbolig og en vejerbod ved indkørslen.

Mern Saftstation var i mange år Danmarks sidste saftstation. Den lukkede i 1976 og blev siden omdannet til jernhandel i 1980. Bygningen er i dag truet af forfald.


Mern Saftstation

Mern Vandtårne

Landskab: Bakkeland
Tema: Bosætning
Emne: Teknisk anlæg
Tid: 1928/1976

Mern, der i dag opleves som én landsby, eller ét lokalcenter, har oprindeligt været en tvilling landsby delt i to byer Søndre Mern og Nørre Mern.

Mern Å, der løber gennem byen, har opdelt byen i to. De to vandtårne er et vidnesbyrd om denne opdeling.

Det ene vandtårn står på Gl. Præstøvej 41A, opført i 1928, og ligger på højdedraget ved indkørslen fra nord.

Vandtårn på Gl. Præstøvej

Det andet vandtårn, fra 1912, ligger på Skolemarksvej 10, på højdedraget ud til markerne ved indkørslen fra Lilliensdalsvej i syd.


Vandtårn på Skolemarksvej

Sandvig stjerneudstykning

Landskab: Ager (Bakkeland)
Tema: Landbrug og bebyggelse
Emne: Landsbyer, dyrknings-systemer, stjerneudskiftning
Tid: 1750-1840

Da Sandvig blev ”udskiftet” blev jorden fordelt så bønderne nu fik samlet al deres jord på ét sted, i stedet for at have mange små usammenhængende jordlodder.

Det var kun et fåtal af gårdene der blev flyttet ud. Sandvig er i dag et meget sammensat miljø af helårsboliger, sommerhusbeboelse og både store og små gårde, hvoraf nogle drives som landbrug.

Der er en tæt bebyggelsesgrad og en intim landsbystemning.


Luftfoto af Sandvig, der viser stjerneudstykningen