Områdeinddeling
Metodenotat
Vordingborg Kommune har lavet en ny landskabskarakterkortlægning, som udpeger bevaringsværdige landskaber. Den nye kortlægning af landskabet erstatter den tidligere, som blev udført af Storstrøms Amt og indgik i daværende regionplan.
Den nye udpegning af bevaringsværdige landskaber indgår i kommuneplan 2022 med et sæt retningslinjer, der angiver hvordan de udpegede landskaber skal behandles i kommunens myndighedsarbejde.
De bevaringsværdige landskaber er udpeget via en metode, der finder frem til det særlige eller det bærende i det enkelte landskab – dets karakter.
Landskabskarakteren er resultatet af det særlige samspil mellem et områdes natur- og kulturgrundlag samt de rumlige og visuelle forhold, der kendetegner området og adskiller det fra omkringliggende landskaber.
I metoden indgår kortstudier i form af natur- og kulturgeografiske analyser, feltregistreringer og vurderinger.
I Vordingborg er der udpeget 22 landskabsområder med hver deres særlige karakter. For hvert af områderne findes en detaljeret beskrivelse af landskabet med analyser og udpegning af for eksempel oplevelsesrige landskaber, særligt karakteristiske landskaber, landskaber i god tilstand samt de bevaringsværdige landskaber, som indgår i kommuneplanen.
Landskabsbeskrivelserne er opbygget efter denne model
Beskrivelse
- Naturgrundlag
- Kyst
- Landskabskarakterens oprindelse
- Arealanvendelse og landskabselementer
- Rumlige og visuelle forhold
- Visuelle sammenhænge
Vurdering
- Karakterstyrke
- Oplevelsesrige landskaber
- Tilstand
- Sårbarhed
Anbefalinger
- Strategiske mål
- Anbefalinger til planlægningen