Vurdering

Karakterstyrke

Særlig karakteristiske landskaber

Landskabskarakterens styrke er særligt karakteristisk da de bærende landskabs- og kulturspor i form af godsernes mere end 200 år gamle masterplan for et moderne land- og skovbrug samt karaktergivende enkeltelementer stadig er intakte.

Området omkring Marielyst, mellem Nyråd og Vordingborg, syd for Nyraadsvej er særligt oplevelsesrigt. Godslandskabet er her – måske pga. fredning fra 1960-erne – særdeles velbevaret, og fra veje og stier i området kan både den varierede natur, åben land og skov, mangfoldig flora og fauna samt udsigterne over Storstrømmen opleves. Her er mulighed for ”hurtige solnedgange” ved den daglige færdsel mellem by og bolig eller for fordybelse i de forskellige naturtyper og den store artsrigdom for selv de mest entusiastiske naturelskere.

God tilstand

Landskabskarakterområdets tilstand er god. Dele af området (kystlandskab ved Marienlyst) er landskabsfredet og skovene fredskovspligtige og områdets herlighedsværdier er almenkendte.

Dårlig tilstand

Vest for Iselingen skov og gods er tilstanden dog vurderet som dårlig, idet indkig til skovbryn, bygninger og allé og dermed godsets sammenhæng med det omkringliggende landskab stort set er forsvundet. Infrastrukturanlæg og byudvikling presser sig voldsomt på, godsets drift har fået mere industriel karakter, og langs omfarts- og indfaldsvej er plantet skærmende, 3-rækkede læhegn omkring avlsbygningerne og mod byen etableret en kæmpe jordvold.

Områdets sårbarhed er middel.  Godsernes 200 år gamle ”masterplan” for land- og skovbrug er stærk.

Det bynære godslandskab er primært truet af yderligere by- og erhvervsudvikling, der indtager stadig mere af godsernes landbrugsjord, men også opgivelse af landbrugsdriften eller yderligere tilplantning med skov kan være en trussel mod godslandskabet, hvis primære styrke består i et veldrevet, moderne land- og skovbrug med veldefinerede grænser mellem ager og skov samt markante hovedbygninger, tydeligt forankret i landskabet og skabt til at imponere. Fritstående træer (gamle ege) er trods fredning truet af intensiv, moderne landbrugsdrift og læhegn på diger er truet af sammenlægning af marker.

Djævlekrogs markante skovrand langs Københavnsvej nord for Vordingborg By.