Strategiske mål
Beskytte
Landskaber, hvor der bør lægges særlig vægt på at understøtte og bevare de bærende karaktertræk, landskabet har i dag.
Skovrejsning, byudvikling og etablering af tekniske anlæg bør ikke ske i det udpegede beskyttede landskab, da det her vil ødelægge oplevelsen af velbevaret stjerneudskiftning om Ornebjerg og indsynet til Kastrup Kirke, der ligger højt som et landmark i området.
Nye boliger udenfor landsbyafgrænsningerne bør kun etableres som erstatning for eksisterende. Nye fritliggende boliger i det beskyttede område bør opføres som længehuse med saddeltag og høj rejsning i maksimalt 1½ plan og indordne sig byggestilen i området.
Nye større drifts- og erhvervsbygninger, bør i udgangspunktet etableres uden for de beskyttede områder og udenfor området hvor indblik til Kastrup Kirke bliver påvirket. Byggeriet bør udformes som længehuse med saddeltag og det bør sikres, at de ikke bliver for synlige og dominerende i det åbne land, evt. med afgrænsning af beplantningsbælter.