Vurdering

Karakterstyrke

Særligt karakteristiske områder

Næsten hele området er et særligt karakteristisk godslandskab i stor skala, hvor skovene igennem de sidste cirka 150 år har været intakte og hvor der er såvel planteavl på store markflader som græsning på overdrev og enge. Særligt på den yderste og fredede del er naturindholdet stort. Landskabets karakter opleves tydeligt i området.

Store åbne markflader.

Karakteristisk

Området tættest ved Vordingborg forstyrres af tekniske anlæg og byens nærhed men godslandskabet fornemmes stadig godt.

Der knytter sig store rekreative kvaliteter til Knudshoved Odde, hvor den yderste del er fredet. Naturmæssigt rummer odden kystskov med naturskovskarakter, ege, skovmoser, skovsøer, strandoverdrev og stenet strand. Langs sandtangen Draget og videre ud ses mange fugle. Odden giver en særegen landskabsoplevelse med markante bakker, havets nærhed, åbne landskaber, græssende kvæg og stilheden. Den yderste del af odden, Knudshoved, kan kun opleves ved, at man vandrer derud. Udover fredningen af Knudshoved fra 1952, kom i 1992 en tinglyst aftale i stand, som skal bevare 450 hektar af landskabet fra Knudsskov til Knudshoveds spids, og som skal sørge for, at landskabet plejes og forbedres. Aftalen, som blev indgået mellem Rosenfeldt Gods, det daværende Storstrøms Amt og Danmarks Naturfredningsforening, kom i stand, fordi Danmarks Naturfredningsforening havde rejst en fredningssag. I stedet for en egentlig fredning indgik man den nævnte aftale, som kom til at dække et langt større areal end det rejste fredningskrav.

Knudshoved Odde er rig på fortidsminder. I området mellem Knudsskov og Draget er der en af landets vigtigste koncentrationer af stenalderbopladser fra slutningen af istiden. Ved parkeringspladsen i den østlige ende af Knudskov er der en meget velbevaret gravhøj med kammer.

I det nære landskab om Rosenfeldt Gods kan det arkitektoniske samspil mellem hovedbygning og avlsbygninger ses. Rosenfeldt Allé med portbygninger bidrager til at understrege symmetrien i anlægget. I dette område opleves godset fint. Store omgivende marker er en del af det nuværende og historiske landskabsbillede, der kendetegner godserne. Nordvest for Rosenfeldt Allé er et stemningsfuldt eng- og moseareal afgrænset af skovpartierne kaldet Valdemarsskov og Hestehave. Her står gamle solitærtræer og en rødpuset bolig, som indgår i sammenhængen med godsets øvrige bebyggelse.     

Et af mange fortidsminder.

Den sydlige kyst veksler mellem sandstrand, stenstrand og erosionskyst.

God tilstand

Den yderste fredede del, Knudshoved, og området vest for Knudsskov er i god tilstand. Dette gælder også hovedparten af områdets skove og den ældste del af bygningskomplekset ved Rosenfeldts hovedbygning. Skovenes afgrænsning er i dag som tidligere givet ved skovdiger, og landskabet fremstår meget intakt.

Engareal ved Valdemarsskov tæt ved Rosenfeldt Allé.

Middel tilstand

I den øvrige del af området er tilstanden middel. De bærende landskabselementer med skovbryn og kyststrækning samt de karakteristiske store marker står tydeligt. Men der er forsvundet stier, veje, levende hegn og bebyggelse, og der er sket en intensivering af markdrift, flere vådområder er blevet opdyrket. Landskabet er blevet mindre varieret end det var. Op mod Vordingborg By er området derimod blevet mere forstyrret og sammensat som følge af støjende infrastruktur, byfronter og højspændingsledninger. Alléen til Kuskeskov, som er et vigtigt landskabselement, er desuden i dårlig vedligeholdelsesmæssig tilstand.  

Oregård med de tilbageværende driftsbygninger og stuehus.

Ud over Kostervig rummer landskabet store oplevelsesværdier og fraværet af dominerende tekniske anlæg, infrastruktur og støj, betyder at området generelt opleves som uspoleret. De velbevarede kulturhistoriske træk og naturværdier understøtter oplevelsen af at landskabet er uspoleret. Det kuperede landskab giver fine udsigter, mens de mange levende hegn og skove giver mindre lukkede rum, hvor man kan opleve landskabet ”alene”.

Marienborg Gods og herregårdslandskab med Røddine Sø, Liseby og Fanefjord Skov: Selve godset med dets bygninger fra 1800-tallet og frem udgør i sig selv et roligt og oplevelsesrigt miljø. De mange skove, marker med markveje på tværs af landskabet, giver mulighed for, at man kan færdes i landskabet uden for offentlig vej og opleve landskabets mange åbne og lukkede rum, de mange fortidsminder i skovene og andre kulturhistoriske spor. Området ligger uden tilknytning til større byer mv., så der er rig mulighed for at kunne opleve naturen og landskabet i området alene. Fanefjord Skov giver med sin kystnærhed og udsigt over vandet nogen helt særlige oplevelser, men det er også her man må forvente at man ikke kan have det hele for sig selv.

Det åbne herregårdslandskab med alléer, levende hegn og småskove vest for Storkeskov

Store Lind: Området rummer en del markveje og mindre befærdede veje, der giver god mulighed for at opleve udskiftningslandskabet, og fra vejen over Sølbjerg til Røddinge Sø får man det store overblik over landskabet. Selve Store Lind med sit snørklede vejsystem og mindre marklodder inde i byen giver også en særlig oplevelse af landskabet, der trækker spor tilbage i tiden til de mindre husmandsbrug.