Vurdering

Karakterstyrke

Karakteristiske områder

Størstedelen af området opleves som karakteristisk, hvor nøglekarakteren opleves stærkt, dog er der sket en lille udvikling i området, f.eks. sløjfede hegn, fortætning af bebyggelse og etablering af tekniske anlæg. 

Kontrasterende områder

Hjelm Kobbel: Hjelm Kobbel er kontrasterende, da landskabet opleves lukket med Grønved Skov som afgrænsning af det lille rum. Skoven er et bærende landskabselement i dette område og bebyggelsen er placeret i en vis afstand til skovbrynet, så det står tydeligt frem. Skalaen er lille, med mindre marker, delt af hegn. I området ses både husmandssteder og gårde spredt i området. Den visuelle kontakt til kysten er varierende, steder er der helt åbent og der er udsigt over Hjelm Bugt og andre steder er sporadisk beplantning eller træer eller helt tætte hegn mod kysten. Det er især de rumlige og visuelle forhold, der er afgørende, for at området opleves kontrasterende.

Hegnede Bakke: Den vestligste del af Hegnede Bakke omkring Teglværksvej opleves ligesom Hjelm Kobbel som kontrasterende, fordi det er et landskab i mindre skala. Området ligger som et højdedrag afgrænset af det lavtliggende sommerhusområde ved Ulvshale strand mod nord og de lavtliggende ubebyggede strandenge mod vest og syd. Området afgrænses mod de lavtliggende naboområder af beplantning, som skaber et lukket landskab med begrænset visuel kontakt til kysten. Yderligere er skalaen lille med mindre husmandssteder og marker opdelt af hegn.

Husmandsstederne ved Teglværksvej (Hegnede Bakke). Området er et småskalalandskab.

Stege- og Udby skov og blokudskiftningslandskab: Området vest for landsbyen Udby opleves som et kontrasterende landskab med et større skovområde, som ellers er stort set fraværende i resten af området. Yderligere opleves en tydelig struktur med udflyttede gårde, placeret på store marker i et landskab, som opleves meget åbent, da der er udsigt over kystlandskabet og til modstående kyster. Yderligere forstærkes områdets kontrast fra resten af området af fraværet af husmandssteder langs vejene. Landskabet har en meget dominerende struktur med øst-vestgående levende hegn. Hegnene understreger den visuelle kontakt til kysten.

Råby Oved skov og blokudskiftningslandskab: Området nord for Råby Sø og Råbylille Sø opleves ligesom Udby Skov og blokudskiftningen vest for Udby, som et kontrasterende landskab. Landskabet er præget af skov og en blokudskiftning med en tydelig nord-sydgående hegnsstruktur, som brydes af vejen midt i området, som løber øst-vestgående. Gårdene er placeret inde på store markflader og hele landskabet bugter sig og falder generelt ned mod de flade opdyrkede søområder.

Den lange lige vej, som bugter sig i det bakkede landskab ved blokudstykningen bag Råby Sø. Udstykningens store markfelter ses på begge sider af vejen. Markfelterne er adskilt af levende hegn, som ses på billedet.

Golfbane ved Stege Nor: Golfbanen omkring den østlige ende af Stege Nor, opleves kontrasterende pga. den rekreative arealanvendelse.

Maglemose: Maglemose er et opdyrket lavtliggende areal, som fremstår helt fladt og dermed i kontrast til områdets ellers bølgede til bakkede landskab. Pga. det flade terræn opleves landskabet også som et storskala landskab.

Jordbassiner Stege Sukkerfabrik: I dag er jordbassinerne et naturområde med strandeng og søer med vandspejl. En del af området afgræsses, men store dele er præget af krat. Området står i kontrast til landskabskarakterområdet, da det er præget af lysåben natur samt søer og der er et rigt dyreliv.

Et af jordbassinerne med vandspejl. Der ses både lysåben natur, dog truet af tilgroning af krat af hyld. I baggrunden ses sukkerfabrikkens dominerende siloer og skorsten.

Stege Nor og ”De Søndre Byer”:

Omkring Stege Nor er visuel kontakt på tværs af Noret til modstående kyster. Udsigterne skaber et oplevelsesrigt landskab med bakket terræn. Langs Noret er strandenge og rørskov, som kan opleves i området. Desuden ligger landsbyer på sydsiden af Noret tæt på kysten. Landsbyerne er velbevarede og oplevelsesrige i sig selv. De indgår som en del af kystlandskabet. Desuden indeholder det oplevelsesrige landskab Rødkilde Højskole med parkanlæg i den vestlige ende af Noret og golfbane i den østlige ende af Stege Nor.

Blokudskiftet landskab med udflyttede gårde vest for Udby:

Oplevelsesrig kulturhistorisk helhed med blokudskiftede gårde på store markblokke. Visuelt åbent mod kysten med udsigt over marker og strandenge. Udsigt til modstående kyster på Nyord og Sydsjælland.

Blokudskiftningen med de store marker, gårde og levende hegn samt udsigt til Stege Bugt.

Kysten langs Hjelm Bugt: Langs Hjelm Bugt er terrænet storbakket og den visuelle kontakt til kysten gør området særlig oplevelsesrigt. Yderligere er der udsigt på langs ad kysten i bugten og helt til Høje Møn, som tårner sig op mod øst. Yderligere indeholder området mosearealer (Odder Mose og Holme Mose), som i dag drives ekstensivt og det særlige samspil mellem naturgrundlaget og det kulturhistoriske aspekt kan opleves.

Foto af oplevelsesrigt landskab ved Hjelm Bugt.

Blokudskiftet landskab med udflyttede gårde bag Råby Sø: Oplevelsesrig kulturhistorisk helhed med blokudskiftede gårde på store firkantede marker. Relativ intakt struktur af levende hegn og vej. Terrænet er storbakket og skaber mulighed for udsigt til Hjelm Bugt.

Jordbassiner: Kulturhistorisk element, som i dag fremstår som et rekreativt område med stort naturindhold i form af afgræssede strandenge og åben vandspejl og et rigt fugleliv.

Bakket landskab nord og øst for Torpe: Landskabet er storbakket og terrænet byder på udsigter flere steder. De store skovbryn mod Kohave Skov og Østermark Lukke Skov fremstår markant og er et oplevelsesrigt element. Oplevelsen veksler fra åbent til lukket landskab pga. de store bakker.

God tilstand

Hjelm Kobbel:

Bebyggelse og levende hegn er stort set intakte.

Blokudskiftede gårde vest for Udby: Gårdene er tydelig en blokudskiftning fra landsbyen Udby, hvor gårdene er udflyttet på markblokke. Strukturerne med gårde på markblokkene og de retningsgivende levende hegn er meget velbevarede og fremstår intakte og i god stand.

Blokudskiftede gårde nord for Råby Sø: Gårdene er tydelig en blokudskiftning fra landsbyen Råbymagle nord for udstykningen, hvor gårdene er udflyttet på markblokke. Strukturerne med gårde på markblokkene og de retningsgivende nord-sydgående levende hegn er delvist bevarede og fremstår intakte og i god stand.

Middel tilstand

Størstedelen af området er i middel tilstand, hvor landskabselementerne er velbevarede, dog er en del hegn nedlagt og bebyggelse er enten fjernet eller der er tilføjet bebyggelse i forhold til udskiftningslandskabet omkring år 1800. Vedligeholdelsen af de karaktergivende elementer er varierende, f.eks. fremstår hegn hullede, eller delvist manglende.

Særlig sårbare landskaber

Kystforlandet og de oplevelsesrige landskaber langs kysterne er sårbare overfor udvikling, der kan sløre terrænet og udsigterne. Det kan f.eks. være skovrejsning, byudvikling eller tekniske anlæg.

De to områder med stort set intakte blokudskiftede gårde er særligt sårbare overfor nedrivning af gårde og fjernelse af hegn. Men de er også sårbare overfor landbrugets strukturudvikling med frasalg af jord, som efterlader mindre parceller til f.eks. fritids/hobbylandbrug, som vil bryde de store markflader. Yderligere er områderne sårbare overfor skovrejsning, så landskabets strukturgivende elementer forsvinder.

Det bakkede landskab omkring Torpe er også særlig sårbart overfor sløring af terrænet og udsigterne. Det er derfor især sårbart overfor skov og tekniske anlæg.

Jordbassinerne er også særligt sårbare overfor ændringer, som kan sløre kultursporene, herunder især tilgroning ved mangel på naturpleje.