Beskrivelse

Mod nord udgøres kysten af en digekyst, der naturligt ville være en fladekyst. Diget er stenforstærket mod kysten, mens det er beplantet med levende hegn og småskov på bagsiden, der de fleste steder afkobler det inddæmmede land fra kysten.

Mod syd er kysten en erosionsprægede morænekyst ud mod Hjelm Bugt, der er præget af de mange høfder der er etableret for at mindske erosionen af kysten. Mod syd er kysten forholdsvis åben og naturpræget og man kan se over vandet fra store dele af det sydlige område.

Terræn skyggekort (DHM)

Digekysten i nord set mod øst - Her fremstår stenforstærkning og beplantningsbælte tydeligt

Morænekysten mod øst, set fra enden af Kobbelgårdsvej - Bemærk de mange høfder

Her er der tale om et både gammelt og ungt landskab, hvor de naturlige landskabsdannende processer har styret landskabet frem til nyere tid.

Det store dalstrøg er er det bærende landskabselement, og er skabt under sidste istid. Siden istiden har de lavtliggende arealer, bestående af Borre Sømose mod nord og af Busemarke Mose, Råby Sø samt Råbylille Sø mod syd, skiftevis været saltvandspræget fjord og åbne nor, og ferskvandssøer og -moser.

Borre har siden begyndelsen af middelalderen ligget på Østerborgøen midt i Borre Sømose, dengang det var en fjord. Men fjordens tilsanding og opfyldning med sten fra Møns Klint lukkede fjorden til Borre definitivt i starten af 1700-tallet. Det nuværende udtryk af Borre Sømose skabes med afvandingen der sker mellem 1943 og 1973.

Der har været bebyggelse langs med Borre Sømose tilbage til stenalderen, men den nuværende gårdbebyggelse, på de lange lige veje er sket i forbindelse med udskiftningen i starten af 1800-tallet.

Råby Sø og Råbylille Sø blev afvandet i 1940’erne. Busemarke Mose er primært skabt ved aflejringer af materiale, der har skabt strandvolde der har afskåret området fra havet.

Klintholmhavn blev først anlagt i 1878, og fik først sin nuværende afgrænsning i 1990’erne. Der er dermed tale om et landskab hvor bebyggelses- og beplantningsstrukturen, først er fastlagt i nyere tid.

Høje Målebordsblade1842-1899

Dyrkningsform og beplantning

I Borre Sømose nord for Borre og på de tilstødende arealer er området intensivt dyrket, med undtagelse af de helt bynære arealer omkring Borre, samt de tidligere søarealer omkring Søbjerg og den resterende del af Borre Sø, hvor arealerne er mere ekstensivt dyrket. Området præges af de lange lige beplantningsbælter der er orienteret NNV-SSØ, samt det markante skov- og beplantningsbælte mod kysten. På kanterne ned mod mosen er der flere øst-/vest orienterede beplantningsbælter. Op mod Borre er der nogle mindre beplantninger, der har karakter af nåleskov.

Hovedkanal/sidekanal lige nord for Borre - De NNV-SSØ orienteret beplantningsbælter ses til venstre og småbeplantninger mod højre

I den midterste del af området, Syd for Borre og Nord for Søndre Landevej, er området præget af store åbne intensivt dyrkede marker, spredte beplantningsbælter uden tydelig retning og der er en glidende overgang mellem Borre Sømose og de højereliggende områder omkring de mindre randmoræner omkring Busemarke. Tæt på Borre er der flere mindre marker og området er mere ekstensivt udnyttet.

Mod NØ fra Sønder Landevej - Borrelavning ligger til venstre for Nøddebjerggård der ligger midt i billedet, mens den højre del af billedet er en del af Høje Møn

Syd for Søndre Landevej er den første del af området intensivt dyrket med nord-/syd orienterede beplantningsbælter, mens den sydligste del er præget af Busemarke Mose, Råby Sø samt Råbylille Sø der ligger hen som natur, ekstensivt drevede jorder og enkelte intensivt drevede marker. Her er beplantningsbælterne øst-/vest orienterede og der er flere mindre beplantninger og skove, hvor nåletræsskovene omkring Råby Sandlodder og Kobbelgård fremstår markante og fremmede i det ellers åbne kystlandskab.

Både Borre og Klintholm Havn fremstår med en grøn bygrænse på de fleste sider.

Bebyggelsesstruktur

Bebyggelsen er generelt koncentreret omkring Borre og Klintholm Havn.

I den nordlige del af området ligger gårde og husmandssteder langs Nørrebyvej vest for selve lavningen, og langs Ålebæk Strandvej øst for lavningen der ligger inden for 19 Høje Møn. Selve Borre Sømose er næsten fri for byggeri bortset fra enkelte ældre mindre landbrugsrelaterede og tekniske bygninger. Omkring Søbjerg ligger dog et par enkelte ejendomme.

I den midterste del af området ligger der enkelte spredte gårde og husmandssteder i selve lavningen, særligt op mod den mindre randmoræne ved Sønder Landevej.

Syd for Sønder Landevej ligger der enkelte mindre gårde og husmandssteder spredt omkring Busemarke Mose, og området opleves fri for bebyggelse.

Kulturhistoriske helheder og enkeltelementer

Borre Sømose: Har skiftevis været fjord, sø og mose siden istiden, dens nuværende udformning og kulturhistorie begynder i middelalderen, hvor den sidste gang var fjord. Som fjord udgjorde Borre Sømose indsejlingen til Borre. I fjorden lå tre små øer Søbjerg, Østerborgøen og Holme/Småholme, hvor Borre lå på Østerborgøen.

I løbet af middelalderen sander fjorden mere og mere til, bl.a. med sten fra Møns Klint. I 1580 var fjorden dog så fyldt op, at de store både ikke længere kunne sejle ind i fjorden. Vi ved ikke præcis hvornår, at fjorden mistede forbindelse til havet, men i 1797 var der fortsat fjord forbi Borre og om til Ny Borre. I begyndelsen af 1800-tallet er Fjorden blevet til sø, men der bliver fortsat sejlet ind til gennem en rende mellem et moseområde mod vest og en mere landfast tange i øst, til Søbjerg. Søbjerg er på det tidspunkt blevet en halvø med udskibningssted i Borre Sø, hvilket fremgår af sognekortet fra 1816. Af sognekortet kan man se der er matrikuleret en række moselodder i den vestlige del af Borre Sømose.

I 1806 køber Nordfeld Gods Ålebækgårds jorder der bl.a. ligger i den nordlige del af mosen, og forsøger at dræne dem, uden det dog lykkedes da projektet møder lokal modstand. Fra 1820 begynder man mere systematisk at dræne dele af Borre Sømose, det bliver intensiveret efter 1864, i første omgang med henblik på at øge høproduktionen, da jorden fortsat var for våd til at dyrke.

Pumpehus fra 1943 med nyere pumpehus til højre i billedet

Med landvindingsloven i 1940, bliver der udarbejdet et landvindingsprojekt af Rødby-ingeniøren Henrik Marquard Markersen, en af tidens mest efterspurgte landvindingsingeniører, der bl.a. stod bag udtørringen af Rødby Fjord og renoveringen af Lammefjordens pumpestation. Lodsejerne betalte for udarbejdelsen af projektet, mens staten betalte omkring 2/3 af det endelige projekt. I 1943 står pumpehuset færdigt, i 1947 er afløbsrende og sluse etableret. Samtidig blev der etableret afvandingskanaler og efterfølgende udgrøftning, dræning og læhegn i mosen frem til 1972, hvor udtørringen regnes for gennemført. Da mosejorden med tiden sætter sig, er der to gange efterfølgende etableret ny pumper der kan nå dybere ned, sidste gang i 2013.

Borre: Udgøres i dag at et mere eller mindre sammenhængende byområde, der ud over Borre består af Nørreby og Sønderby øst for Borre, Ny Borre og Ålebæk vest for Borre. Borre var oprindeligt en havneby og fik købstadsrettigheder første gang i 1460 og sidste gang i 1648, og silden var den altdominerende handelsvare. I 1510 blev Borre angrebet af lübeckerne og brændt af, og selvom byen beholdt sine   købstadsrettigheder, begyndte det at gå tilbage for byen. Kombinationen af, at skibene blev større og fjorden tilsandede betød, at sejladsen blev vanskeligere og efterhånden blev Borre udkonkurreret af Stege. I slutningen af 1800-tallet oplever Borre en opblomstring da den bliver handelsby for oplandet på Østmøn, og der etableres saftstation mv.

De ældste dele af Borre udgøres af det centrale område omkring kirken og blev i middelalderen etableret på Østerborgøen der lå som en ø i Borre Fjord, der siden blev til Borre Sømose. Øen kan tydeligt se af matrikelkort og af højdekurver, hvoraf det fremgår at kirken blev bygget på det højeste punkt i kote 4. Den øvrige del af byen blev bygget omkring kirken og de smalle matrikler stråler ud fra centrum. Bebyggelsen blev i altovervejende grad placeret over kote 2. Bebyggelsen er siden blevet skiftet ud og præges i dag af byggeri fra slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet.

Nørreby og Sønderby, der oprindeligt hed Nørre- og Sønder Vestud nævnes tilbage i hhv. 1370 og 1688 mens Ålebæk første gang nævnes i 1407. Byerne har formodentligt ligget som tre byer på stribe hvor det har været kortest at krydse fjorden. Ny Borre nævnes første gang i 1596, og er i dag mest kendt for den store betonsilo, der ud over Borre Kirke er det eneste høje bygningsværk i byen.

Borre Kirke: De ældste dele af kirken stammer fra første halvdel af 1200-tallet. Kirken er en klassisk romansk teglstenskirke. I begyndelsen af 1500-tallet blev kirken udvidet med tårn, våbenhus og sakristi i sengotisk stil. Kirken er således etableret inden Borre fik købstadsrettigheder, og at dømme ud fra kirkens størrelse tyder det på at der nok har været handel i byen inden købstadsrettigheder.

Borre Kirke

Råby Sø og Råbylille Sø: Råby Sø og Råbylille Sø lå i 1700-tallet hen som moseområder, i 1800-tallet blev de grøftet og der blev gravet tørv i Råby mose. I slutningen af 1940’erne blev de afvandet med støtte fra staten, mens det tilhørende høfdeanlæg først blev færdiggjort i slutningen af 1950’erne.

Klintholm Havn: Er en ny lille by, hvor havnen først etableres i 1876 som udskibningshavn for Klintholm Gods og i 1911 udvides den med fiskerihavn. Af både de høje- og de lave målebordsblade fremgår det, at der de første år kun er en havn og med dertilhørende bygninger herunder en toldassistentbolig. Først i midten af 1900-tallet begynder byen at vokse. I 1970’erne kommer Amandastræde og Katinkavej, i 1980’erne kommer Dortheavej og i 1990’erne anlægges marinaen og feriecentret. Den sidste udvidelse af byen er Klintholm Havn Centret, der etableres omkring årtusindskiftet.

Tekniske anlæg

Ud over pumpestationen fra 1943 og de mange dræningskanaler og øvrige tekniske installationer i forbindelse med dræningen af området, er området næsten fri for tekniske anlæg. Siloanlægget i Ny Borre er det mest dominerende tekniske anlæg, mens selve havneanlægget i Klintholm Havn udgør en naturlig del af byen uden det bliver meget dominerende i det ellers åbne kystlandskab.

Siloerne i Ny Borre, set fra Borre

Derudover er der nogle mindre tekniske anlæg, herunder en enkelt husstandsvindmølle i den nordlige del, vandværk og spildevandsanlæg lige nord for Borre, kornsiloer i den nordlige del af Ålebæk samt telemasten i Klintholm Havn.

Udover siloerne i Ny Borre, er Risbækgård i karakterområde 19 Høje Møn, det mest dominerende anlæg i det åbne land, der ligger højt i forhold til Borrelavningen.

Risbækgård i karakterområde 19 Høje Møn set fra vest af fra Borrelavningen

I den nordlige og midterste del af området er skalaen stor. I nord giver de langstrakte læhegn i det flade landskab styring i landskabet uden at lukke det. Da terrænet stiger til begge sider i naboområderne, kommer området til at virke større end det reelt er.

I det midterste område, er området meget sparsomt beplantet. Mod syd afskæres det sydlige område visuelt af den glidende overgang mellem Borre Sømose og de højereliggende områder omkring de mindre randmoræner omkring Busemarke.

I det sydlige område er der mange beplantningsbælter og småskove, der lukker området om sig selv og giver et landskab i middel til lille skala. Omkring Busemarke Mose og øst på til Klintholm Havn er landskabet helt åbent og giver igen et landskab i stor skala.

Byerne er generelt velafgrænsede af beplantningsbælter og fremstår grønne uden at dominere i landskabet. I nord og i syd er gårde og anden bebyggelse generelt afgrænset af levende hegn og fremstår grønne uden at virke dominerende. I den midterste del af området er både gårde og øvrig bebyggelse ofte kun sparsomt beplantet og bygningerne virker mere fremtrædende og dominerende end i resten af området.​

Visuelle relationer til naboområder

Borrelavningen ligger lavt i landskabet og på begge sider af lavningen rejser landskabet sig op af de gamle randmoræner, hvilket medfører at man fra lavningen kan se langt ind i de tilstødende karakterområder, særligt mod øst ind i 19 Høje Møn, hvor overgangen sker gradvist og landskabet stiger til stor højde. Fra de to randmoræner i 16 Det Midtmønske landbrugslandskab, 17 Nordfeld godslandskab og 19 Høje Møn, er der indsigt til hele lavningen, med undtagelse af visse dele af Råby Sø og Råbylille Sø, som ligger omkranset af beplantning, der blokerer for indblikket.

Udsigt over den midterste del af Borrelavningen fra Klintholm Alle

Visuelle sammenhænge i kystlandskabet

Mod nord er sammenhængen til kysten i store dele af området begrænset af det levende hegn og skovplantningerne på sydsiden af diget, og kysten er først reel synlig når man er på diget. Mod syd, er der omkring Busemarke Mose mange steder udsigt over kysten og Hjelm bugt.