Vurdering

Karakterstyrke

Særlig karakteristiske områder

De særligt karakteristiske dele af området udgøres af arealerne nord og syd for Borre, der generelt præges af store åbne intensivt, dyrkede markflader med enkelt spredt bebyggelse i landskabet. Den nordlige del er desuden præget af en klar beplantningsstruktur.

Det nordlige åbne landskab set mod syd – Betonsiloen i Ny Borre står midt i billedet

Karakteristiske områder

De nordligste og sydligste dele fremstår som et inddæmningslandskab der generelt præges af mere beplantning, mere ekstensiv udnyttelse af landbrugsjorden og større naturområder. Her er ingen eller meget spredt bebyggelse.

Kontrasterende områder

De bymæssige områder står i kontrast til de omkringliggende landskaber. Borre er den mest dominerende by, og de mindre markfelter op mod byen og de mere ekstensivt drevede jorde, med småplantninger af gran mv. får hele området omkring Borre til at stå i kontrast til de mere åbne og ubebyggede landskaber der karakteriserer området.

Borre set fra Sønderbyvej - Den tættere beplantning, kirke og betonsiloerne adskiller området fra det mere åbne landskab​

Generelt rummer landskabet store oplevelsesværdier, hvor der er godt samspil mellem landskabets dannelse og områdets udformning i dag. Fraværet af større tekniske anlæg og større bebyggelser, får landskabet til at virke uspoleret og mennesketomt. Enkelte områder er særligt oplevelsesrige.

Nordkysten med kanal og pumpehus: Fra diget er der vid udsigt over Møns nordkyst og udsigt til Sjællands østkyst. I hullerne i beplantningen på bagsiden af diget er der vid udsigt over Borre Sømose, hvor området er helt ubebygget. Sammenhængen med sluse, kanal, pumpehus og hovedkanalen giver et indblik i hele tørlægningen af Borre Sømose.

Søbjerg: Den gamle Ø i fjorden rejser sig op i kote 8 mens store dele af det omkringliggende terræn ligger i kote -2. Fra toppen er der vid udsigt over Borre Sømose, når der ikke er græssende dyr i området. Området er en lille naturperle der rummer både eng, mose og overdrev, samt undertiden sø på et meget lille område i det ellers intensivt opdyrkede landskab.

Udsigt fra Søbjerg over Borre Sømose - I baggrunden ses skovene ved Nordfeld Gods

Busemarke Mose: Mosen er den største tilbageblevne mose på Møn, med Busemarke Sø i midten der er en af de største søer. Området udgør et stort åbent område med udsigt over Hjelm Bugt fra store dele af området. Lige nord for mosen ligger Busemarke Sandlodder, der rummer mindre marker og en tæt struktur af beplantningsbælter, der giver en skarp overgang fra mindre intime rum til den store udsigt over mosen.

Busemarke Mose og Sø set fra nord - Hjelm Bugt kan anes i horisonten

Råby Sø og Råbylille Sø: Her veksler skalaen fra stor til lille over kort afstand. I modsætning til resten af området er området her øst-vest orienteret, ekstensivt udnyttet med større naturområder og med mange beplantningsbælter og mindre beplantninger der afgrænser området, og skaber mindre intime rum.

God tilstand

Det nordlige og sydlige område fremstår velbevaret som inddæmningslandskab, der er lykkedes i større og mindre grad. Størstedelen af områderne er intensivt opdyrket, mens der er større områder i den sydlige del af området der ligger hen som ekstensivt drevet eller som moser og enge.  Bebyggelsesstrukturen er generelt fastholdt, og områderne fremstår uden større tekniske anlæg ud over dem der hører til inddæmningen/dræningen.

Middel tilstand

Borre: Området med Borre og tilstødende landsbyer fremstår relativt intakt og bebyggelsesstrukturen er i al væsentlighed bevaret. Flere steder er de fem gamle landsbyer næsten vokset sammen særlig området mellem Nørreby, Sønderby og Borre virker i dag helt sammenbygget uden klar afgrænsning. De tilstødende arealer har bevaret den overordnede struktur, men en del matrikler er blevet lagt sammen og de mindre beplantninger op til byen har udvisket det oprindelige landskab i nogen grad.

Klintholm Havn: Den oprindelige bebyggelsesstruktur er grundlæggende bevaret, men byen er vokset meget igennem 1900-tallet og plejehjemmet Klintholm Havn Centret skiller sig markant ud ift. den øvrige bebyggelse i området.

Hele området er sårbart over for etablering af større tekniske anlæg uanset om de er høje eller fladedækkende, da alle anlæg vil være markante og synlige i det lave landskab hvor der er indblik, fra de tilstødende arealer.

Særlig sårbare landskaber

De særligt sårbare områder udgøres af de velbevarede inddæmningslandskaber nord og syd for Borre. Her vil byggeri og anlæg uden for den eksisterende bebyggelsesstruktur - samt byggeri der skiller sig ud fra det eksisterende byggeri i størrelse, form og materialer - virke forstyrrende i det generelt åbne landskab, der i dag fremstår forholdsvist homogent og roligt.

Etablering af brede levende hegn, skovområder og større remiser vil virke fremmede og forstyrre oplevelsen af de store åbne flader.