Strategiske mål
Beskytte
Landskaber, hvor der bør lægges særlig vægt på at understøtte og bevare de bærende karaktertræk, landskabet har i dag. Yderligere fokus på at beskytte udsigter og relationer i kystlandskabet.
Nye boliger uden for sommerhus- og fritidshusområderne bør kun etableres som erstatning for eksisterende, men det gælder generelt at eksisterende byggeri bør renoveres fremfor erstattes af nyt. Nye boliger uden for sommerhus- og fritidshusområderne bør opføres som længehuse med saddeltag og høj rejsning i maksimalt 1½ plan så bebyggelsen indpasser sig det overordnede udtryk i området.
I sommerhus- og fritidshusområderne er det vigtigt, at områderne fortsat kommer til at fremstå som sommerhuse i skov uden hegn, plankeværker, hække og tydelige skel, med de dominerende træarter skovfyr, birk og vinter- og stilkeg som karaktergivende træer. Den markante grønne rand omkring sommerhusområdet bør bevares og det skal sikres, at sommerhusene ikke bliver mere synlige fra de åbne naturarealer - særligt mod sydvest. Det bør sikres, at sommerhusene også fremover præges af mindre træsommerhuse i ét plan og der ikke etableres nye sommerhuse, der falder uden for den eksisterende skala og det generelle udtryk.
Der bør ikke etableres nye større driftsbygninger i området, men hvis det er nødvendigt bør de kun etableres i tilknytning til de eksisterende større gårde, og indpasses i den eksisterende bebyggelsesstruktur. Større udvidelser bør afgrænses af levende hegn så byggeriet ikke bliver dominerende i landskabet men indordner sig under de dominerende landskabstræk. Byggeriet bør udformes som længehuse med saddeltag.
Der bør ikke etableres andre former for tekniske anlæg end dem der understøtter infrastrukturen i området, som f.eks. udvidelse af eksisterende veje, etablering af cykelstier og telemaster, når området ikke kan dækkes udefra.
Der bør ikke etableres ny beplantning på de lysåbne arealer. I skov- og naturområderne kan der etableres mindre rekreative faciliteter som shelters, bålhytter, fugletårne mv., men det skal sikres at de etableres så de bliver så lidt synlige som muligt.