Karakterstyrke
Særligt karakteristiske områder
Særligt karakteristisk er området i vest med den meget tydelige blokudskiftning med store markblokke og en tydelig beplantningsstruktur med levende hegn mellem markerne.
Karakteristiske områder
Størstedelen af området opleves som karakteristisk, hvor nøglekarakteren med relativt åbent landskab og store markflader opleves stærkt. De store landskabsrum afgrænses flere steder af skove med markante skovbryn. Nogle steder, som i den nordvestlige del af området ved Præstø Overdrev samt ved Endegårde, er skalaen mindre.
Kontrasterende områder
Ved Lundegård og mod Smidstrup har landskabet en anden karakter med et andet bebyggelsesmønster og mindre landskabsrum.
Lundegård: Bebyggelsen er her placeret med en fortættet struktur langs vejene. Det er en tidligere erhvervsdomineret landsby, men hvor erhvervet nu er under afvikling.
Bebyggelse mellem Lundegård og Smidstrup: Bebyggelsen er her placeret mere fritliggende langs vejen og udgøres af idyllisk beliggende små hobbylandbrug.
Det kystnære og bynære landskab byder på mange oplevelser. Næsten hele området må betegnes som oplevelsesrigt, med fantastiske udsigter over kysten og over tunneldalen fra de højtliggende flader. De to bynære skove, Hollænderskoven og Næbskoven, er med stier langs kysten. Næbskoven har tillige et stort antal gravhøje. Godslandskabet, med sine kulturhistoriske elementer, er i sig selv en oplevelse, og den særligt tydelige blokudskiftning med gårdene placeret midt på markfladen er karakteristisk og et flot eksempel på denne type udskiftning. Øst for Lundegård ved bebyggelsen mod Smidstrup på kanten af tunneldalen, er der et fint samspil mellem de fritliggende landejendomme og bevoksningerne, der afgrænser landskabsrummet.
Eng ved Nysø
God tilstand
Området er generelt i god tilstand, da de karaktergivende landskabselementer fremstår intakte. Landbrugene er bevaret på den gode jord. Området fremstår uden nyere tilkomne erhverv eller dominerende tekniske anlæg. Ved Præstø Overdrev ses en ikke-dominerende højspændingsledning.
Middel tilstand
Den del af området som ligger ved Christinelund og Endegårde er påvirket af byudviklingen i den østlige ende af Præstø, dog ses ved Christinelund fine velbevarede solitærtræer samt selve hovedbygningen.
Ved Endegårde er området desuden præget af en vindmølleklynge.
Dårlig tilstand
Lundegård landsby fremstår ikke intakt, men er præget af en omfattende huludfyldning med nyere bebyggelse, herunder erhvervsbebyggelse af nyere karakter. Også den enkeltstående vindmølle forstyrrer områdets oprindelige karakter.
Særlig sårbare landskaber
En væsentlig del området, den del som også er registret som oplevelsesrigt landskab, er særlig sårbart overfor ændringer. De gamle solitære egetræer er, trods fredning, truet af dyrkning og anden anvendelse som ikke respekterer egenes rodzoner.
Blokudskiftningen er sårbar i forhold til opkøb som fritidslandbrug med en mindre størrelse, og deraf nye matrikelskel, som måske vil blive beplantede. Den eksisterende struktur med beplantningsbælter mellem de store markblokke kan også være truet af fjernelse af de levende hegn så strukturen sløres.
Dominerende tekniske anlæg vil også være ødelæggende.
I det kontrasterende område øst for Lundegård med fritliggende hobbylandbrug vil fortætning samt nyt erhverv være ødelæggende for det intakte miljø. Sidstnævnte gælder også ved Præstø Overdrev.