Beskrivelse

Naturgrundlag

Terrænforholdene varierer med egentlige dalsider mellem Mern og Ugledige, hvorimod forløbet mod Røstofte er mere i terræn. Ved Ugledige er dalen et markant træk i landskabet. Geologisk set betegnes dalen mellem Maglemose og Ugledige som en tunneldal, mens strækningen ved Mern og ud mod Røstofte er en erosionsdal. Tunneldalen er dannet under sidste istid ved at smeltevand under en gletsher har løbet i en tunnel og eroderet dybe huller i det underliggende landskab. Erosionsdalen er skabt ved vandløbserosion efter istiden. Moræneflader grænser ned til dalen.

Ved Ugledige Sø ligger vandspejlet omkring kote 32 og terrænet stiger ca. 20 meter op ad dalsiderne til koter mellem 40 og godt 50.  I den anden ende af området, ved Mern, ligger vandspejlet omkring kote 25 og terrænet stiger til godt 30 hvor dalsiderne afløses af moræneflade. I den sydvestlige del af området ved Lekkendevej/Lekkende Mark ligger det omgivende landskab dog lidt lavere.

Jordarterne består af moræneler på siderne af tunneldalen, i bunden vekslende jordarter men hovedsagelig ferskvandstørv. Små partier ferskvandsler ses øst for Mern, og smeltevandsler og -sand forekommer mod Røstofte.

Geomorfologi

Terræn skyggekort (DHM)

I den vestlige ende af tunneldalen ligger Ugledige Sø med skovklædt dalskråning på den ene side og dyrkede marker til den anden side.

Dalen har sin oprindelse i istiden hvor store dele af den er dannet, samt efter sidste istid, hvor den sydligt liggende erosionsdal er dannet. Området er derudover præget af den landbrugsdriftsform, der kendes tilbage fra middelalderen hvor engarealer i bunden af ådalene begyndte at blive afgræssede og dermed åbne, på de stejlere dalsider kunne være overdrev, og oppe på den fladere del lå ageren. Området ved Maglemose er præget af en regulering af åen formodentlig i 1700-1800-tallet. Tunneldalens karakter er desuden påvirket af tiden omkring udskiftningen, hvor ejendomsstrukturer fastlagdes.   

Høje Målebordsblade 1842-1899

Dyrkningsform og beplantning

Området præges på de lavestliggende arealer af søer, moser og enge. Dalsiderne anvendes i udstrakt grad til markdrift. Ved Ugledige Sø er tunneldalens sydlige side skovklædt, da Lekkende Gods’ tidligere dyrehave, nu urørt skov, går helt ned til søen. I østlig forlængelse af dyrehaven dækker den cirka 8 ha store Egeskov dalens sydlige side.  Herudover findes mindre bevoksninger i den nedre del af tunneldalen særligt ved Mern. Der er ganske få levende hegn, og hvor de er, går de på tværs af en dalside og markerer et skel. Indtil først i 00’erne blev det tidligere moseareal ved Hestofte afvandet og dyrket, men efter næsten 50 års afvanding er pumpeanlægget nedlagt og drænledningerne sløjfet, hvorved der er etableret en 12 ha stor sø omgivet af enge, og vandløbet har fået et mere naturligt slynget forløb ved søen.

Nyetableret sø ved Hestofte – i baggrunden vindmøller fra naboområdet ved Lekkende Gods.

Bebyggelsesstruktur

Ådalen har historisk delt Mern i en nordlig og en sydlig del. Først i år 1800 blev de to dele af Mern forbundet med en bro. Oprindelig bestod den nuværende landsby af Nørre Mern på nordsiden af åen og Sønder Mern på sydsiden af åen. Bebyggelsen går helt ned til åen på begge dalsider. Kirken ligger som en markant bygning på den sydlige dalskråning, og det samme ville den tidligere saftstation gøre, hvis den ikke var omkranset af slørende bevoksning. Samhørigheden mellem de dengang to landsbydele belyses af at kirken lå i Sønder Mern, mens præstegården lå i Nørre Mern. De to vandtårne i Mern, ét nord for åen og ét syd for åen, er et vidnesbyrd om denne opdeling af landsbyen i to som følge af åen.

Udover bebyggelsen i Mern er bebyggelsen i tunneldalen sporadisk med få fritliggende landejendomme og den større gård Ågården mellem Øster Egesborg og Lekkende. Derimod ligger gårdene typisk oppe på kanten af dalskråningerne på de højereliggende moræneflader i tilstødende landskabskarakterområder.    

Kulturhistoriske helheder og enkeltelementer

Områdets kulturhistoriske elementer knytter sig til området ved Mern, hvor der har været aktiviteter vi kender til og delvis stadig kan aflæse i landskabet. Ved Ugledige er der dog en rundhøj fra oldtiden på den skovklædte dalside mod syd. Et par steder løber fredede diger på godset Lekkendes marker på den sydlige dalside ganske tæt ned til åen. På de historiske kort ses et vad øst for Mern, hvor rensningsanlægget ligger i dag. Her lå også Mern vandmølle.  Maglemosen ved Mern har op til midten af 1900-tallet været anvendt til tørvegravning.

Saftstation og jernbane: Tæt på Mern Å, bagved Mern Kirke, ligger Mern Saftstation, som blev etableret i 1902 og lukkede i 1976, som Danmarks sidste roesaftstation.  Saftstationen var sammen med fire andre saftstationer tilknyttet sukkerfabrikken i Stege. Blandt initiativtagerne til etableringen var en gruppe lokale godsejere, som tegnede sig for en betydelig del af sukkerroe-leverancerne.  Anlæggelsen bidrog stærkt til at egnens sukkerroeavlere ønskede jernbanen forlænget fra Præstø til Mern. Banen åbnede i 1912 og blev nedlagt i 1961. I 1913 blev der på tre af banens trinbrætter (Rønnebæk, Næstelsø og Askov Huse) anlagt nye sidespor til roetransporter, og også fra andre af banens stationer og trinbrætter kørte der nu tog til Mern med sukkerroer og retur med affaldet. Banen løb i ådalen vest for Mern, men det fornemmes ikke i landskabet i dag.  På saftstationerne samledes sukkerroer fra de lokale roedyrkere, saften blev presset ud og ført til hovedfabrikken via rørledninger. Derved undgik man at transportere roerne over lange afstande. Vandet fra åen blev brugt til at vaske roerne. Saftstationen er tegnet af arkitekt Emil Jeppesen og til anlægget hører også en høj skorsten, roedepoter i beton, forpagterbolig og en vejerbod ved indkørslen.

Mern Kirke: Mern kirke er opført i 1200-1250 og forlænget mod vest cirka år 1300. Sideskibe, våbenhus og vesttårn er fra 1500-1550. Kirken er et romansk teglstensbyggeri, der omkring 1500 er blevet betydeligt udvidet, formentlig inspireret af "moderkirken" i Præstø. Kirken ligger centralt i landsbyen med åen løbende forbi mod nord.

Vandmøller: Hvor Lekkendevej krydser åen løber vejen på en fredet mølledæmning fra den nedlagte Lekkende vandmølle. Begge sider af dæmningen er sat af marksten. Møllen blev, ligesom Mern vandmølle, nedlagt omkring 1800. I 1836 opførtes til erstatning for de nedlagte vandmøller en vejrmølle, Lekkende Mølle, for at afhjælpe egnens mølletrang. Mern Vandmølle lå ved rensningsanlægget hvor der var en større mølledam. I kong Valdemars jordebog (1370) kan man læse, at Mern vandmølle skulle levere 24 skibslæster mel til kongen i Vordingborg.

Næsten skjult i beplantning ligger Mern renseanlæg i den østlige ende af området.

Tekniske anlæg

Ved Mern ligger rensningsanlægget, som dog er skjult godt af beplantning, og ikke ses over større afstande.

Det større landbrug Ågården, som ligger vest for Mern ud mod Øster Egeborg og Røstofte, er med en betydelige kvægbesætning og omfattende bebyggelse også et teknisk anlæg i landskabet. Beliggenheden lige ned til åen, understreges af at der er afgræsning på de lavtliggende arealer.  

Vindmøllegruppen ved Lekkende ligger i det tilstødende landskabskarakterområde, men de er synlige i dette område, og opleves tydeligt for eksempel ved Hestofte.

Terrænets form og bevoksninger gør skalaen lille i hovedparten af området. I den del af området som er en erosionsdal, og hvor terrænet ikke skaber markante dalsider opleves området mere som en del af det omgivende landskab hvorved skalaen her bliver middel.

Beplantningselementer med rumgivende karakter er de skovklædte arealer ved Ugledige og bevoksninger ved Mern på sydsiden af åen, som slører landskabsform og begrænser indkik til saftstation. På nordsiden af åen i den østlige del af Mern er ligeledes en markant bevoksning, som begrænser udsynet til åen og ådalen.

Landskabet er relativt roligt, visuelt som støjmæssigt. Det gennemskæres ikke af meget befærdede veje og den visuelle uro begrænser sig til vindmøllerne ved Lekkende.

Forskellige arealtyper som mose, skov, eng, sø, mark og by giver et sammensat landskab, hvilket understreges af de varierende terrænforhold. Ådalen varierer i sit udtryk og der er ingen klar gennemgående struktur.  

Visuelle relationer

Der er naturlige visuelle forbindelser til de naboområder, som ådalen gennemskærer. Ved Ugledige er der en særlig fin forbindelse mellem landsbyen Ugledige og Ugledige Sø. Mellem landsbyen og søen er åbne marker på dalsiden, så udsigterne til henholdsvis landsby som sø er er gode.

Ugledige landsby ligger med grønne haver på kanten af dalsiden med god visuel kontakt til søen.

De visuelle relationer fra naboområderne går dels til selve området, hvor sø eller kirke er naturlige fixpunkter, dels hen over tunneldalen til landskaber på den anden side af dalen. I det fladere område ved Mern, hvor der ikke er større skovpartier, er der længere kig til naboområder og i selve området. 

Kig over Maglemose – Mern anes i baggrunden.