Strategiske mål
Beskytte
Landskaber, hvor der bør lægges særlig vægt på at understøtte og bevare de bærende karaktertræk, landskabet har i dag. Yderligere fokus på at beskyttelse udsigter og relationer i kystlandskabet.
I det beskyttede område samt indenfor Peterskirkens fjernvirkning, indenfor Kalvehave Kirkes fjernvirkning, i nærområdet ved Petersgård Gods samt i udsigtslinjerne generelt bør der ikke ske byudvikling, skovtilplantning eller etableres tekniske anlæg.
I godslandskabet om Stensbygård og Petersgård bør der være en særlig opmærksomhed på at beskytte de elementer, landskabelige som bygningsmæssige, der knytter sig til godserne. Forandringer på eksisterende bygningsmasse bør ske i respekt for den tid, hvor byggeriet blev opført, og bygninger med en klar og synlig forbindelse til godsets historie og kulturmiljø bør ikke nedrives.
Nye boliger bør kun etableres som erstatning for eksisterende og bør opføres som længehuse med saddeltag og høj rejsning i maksimalt 1½ plan og indordne sig områdets karakter.
Nye større driftsbygninger m.v. bør ligeledes udformes som længehuse med saddeltag og det bør sikres, at de ikke bliver for synlige og dominerende eller ødelægger udsigter og visuelle forbindelser.