Formål
Nærværende lokalplan C.08.01.01 centerområde udlagt til boligbebyggelse på Nyraad Hovedgade, Nyråd fastlægger bestemmelser for boligbebyggelse, samt mindre erhverv med henblik på at bevare det kulturhistoriske miljø og udtryk langs Nyraad Hovedgade.
Nyråd er udpeget som en vigtig del af Vordingborg Kommunes kulturarv, hvoraf Nyraad Hovedgaden er specifikt nævnt for dens særtræk.
https://vordingborg.cowiplan.dk/media/2008/kulturarvskortlaegning-nyraad.pdf
Nyråd er en by med et unikt udtryk og kulturhistorie og nærværende lokalplan er igangsat med henblik på at bevare de unikke træk omkring centerområdet langs Nyraad Hovedgade.
Planen har derfor til hensigt at sikre en helhedsorienteret planlægning som tager højde for de kulturhistoriske træk, samtidig med at der gives mulighed for indpasning af forskellige boligtyper og erhverv som er passende for et nutidigt centerområde og som kan indpasses i det eksisterende kulturmiljø. Lokalplanen er igangsat på baggrund af to aktuelle projekter inden for området.
Langs hovedgaden er der en lang række af ældre bevaringsværdige bygninger. Bebyggelsesstrukturen langs hovedgaden, med fritliggende boliger nord for vejen og sammenbyggede boliger syd for vejen, vidner om den særlige historik i området. Syd for vejen var Nyråd administrativt en del af købstaden Vordingborg, og delte derfor købstadsrettighederne, hvilket betød at der kunne etableres detailhandelsvirksomheder. Dette kan også ses på bebyggelsesstrukturen med sammenbyggede huse hvilket også er et købstadstræk.
Den nordlige side hørte til Vordingborg landsogn og bestod primært af landbrugsarealer som sidenhen er blevet udmatrikuleret til fritliggende enfamiliehuse.
Nyråd ligger ca. 3 km øst for Vordingborg. Det menes at byens sydside har haft købstadsstatus lige så længe som Vordingborg. De to byer gik en overgang under fællesbetegnelsen, Nyråd-Vordingborg købstad. Det formodes at byen har haft købstadsrettigheder fra før 1231.
En stor del af byens produktion og handel stammede fra Hulemose mølle som tilhørte Vordingborg slot og i en periode malede korn.
Møllen blev senere brugt som papirmølle og til sæbefabrik, møllen er en af 5 møller langs Vintersbøllebæk som udløber fra Hulemose Sø, som gennem tiden har været med til at forme industrien og udviklingen af Nyråd som lokalcenter med detailhandel og offentlige servicefunktioner.
I 1836 flyttede Køng fabrik til Vintersbølle Skov under navnet Vintersbølle Bleg og Lærredsvæveri og var ligeledes en vigtig del af områdets produktion og industri frem til sin lukning i 1906.
Med åbningen af Kalvehavebanen i 1897 voksede Nyråd stødt gennem årene med flere parcelhuskvarterer rundt om den oprindelige landsby, hvor mange af de gamle landbrugsarealer som var en del af det store godslandskab, blev udmatrikuleret.
Planområdets afgrænsning følger kommuneplanramme C 08.01, som udlægger et stykke af Nyraad Hovedgade til centerområde.
Området har ikke tidligere været underlagt en samlet lokalplan, men dele af området har været underlagt lokalplan nr. C-101.1 Boligområde ved Hasselvænget/Nyråd Skovstræde, Nyråd og delvist af lokalplan nr. B-102.2 Et bolig-, center og værkstedsområde ved Nyråd bycenter.
C-101.1 ophæves i sin helhed, da det er en ældre lokalplan fra 2006 som planlægger for et boligområde som ikke er realiseret.
B-102.2 ophæves delvist svarende til nærværende lokalplans rammeområde, da denne lokalplan også er af ældre dato (1984) og for at lave en samlet planlægning for rammeområdet.
Beliggenhed
Lokalplansområdet er beliggende langs Nyraad Hovedgade i hjertet af Nyråd By øst for Vordingborg by.
Se kortbilag 1 - lokalplanområde for nærmere afgrænsning af lokalplansområdet.
Lokalplanens lokation i Vordingborg Kommune.
Eksisterende forhold
Centerområdet er placeret i hjertet af Nyråd landsby og fungerer som byens centrum såvel som hoved færdselsåren gennem byen.
Centerområdet langs hovedgaden består af en blanding af boliger, detailhandel og mindre liberale erhverv.
Et af de væsentlige bygningsmæssige karakteristiske træk langs hovedgaden er kontrasten mellem de sammenbyggede huse på sydsiden og de fritliggende bygninger på nordsiden.
Dette karaktertræk skyldes formentlig det forhold, at Nyråd var administrativt delt mellem købstaden Vordingborg by mod syd og Vordingborg landsogn mod nord.
De sammenbyggede huse i rækker bærer vidne og fysisk aftryk af Nyråds købstadsstatus og fra dengang byen gik under fællesbetegnelsen Nyråd-Vordingborg købstad og skiller sig derved ud fra typiske landsbyer.
Denne kontrast mellem sammenbyggede huse og fritliggende bygninger er et karakteristisk kulturhistorisk træk for Nyråd som er vigtigt at bevare.

Billede af hovedgaden mod vest, her kan de sammenbyggede huse ses til venstre og de fritliggende huse til højre.

Sammenbyggede huse langs hovedgadens syd side.

Fritliggende bygninger langs hovedgadens nord side.

Hovedgaden set mod øst.

Luftfoto af Nyraad Hovedgade
Hovedgaden rummer noget af byens ældste struktur med pudsede, gul- eller røde murstenshuse i god stand med flere markante bebyggelser såsom det gamle bryghus og købmandsgården, som i dag begge er indrettet til bolig formål.

Billede af det gamle bryghus.

Billede af den gamle købmandsgård.
Indenfor rammeområdet ligger der flere bevaringsværdige bygninger som er registreret i henhold til SAVE metoden. Bevaringsværdien for bygningerne i området ligger generelt mellem 4-6 mens en enkelt er kategori 3 (se kortbilag 3 og bilag C).
SAVE er en sammenskrivning af “Survey of Architectural Values in the Environment” (Kortlægning af arkitektoniske værdier i miljøet), og er en metode hvorpå man kan angive en bebyggelses bevarings værdi ud fra en skala fra 1-9.
Vurderingen baseres ud fra fem forskellige forhold: Arkitektonisk værdi, kulturhistoriske værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand.
Hvor Nyraad Hovedgade møder Nyraad Skovstræde ligger Nyråd Torv som blev renoveret mellem 2013-2014. Torvet er placeret omkring midten af rammeområdet, og danner en åbning i bebyggelsen langs Nyraad Hovedgade, hvor vejen forbindes med Nyraad Skovstræde og Nymark skov.

Billede af Nyråd torv.
Ud over den karakteristiske struktur, som består i mødet mellem købstadsbebyggelse og landsbypræget bebyggelse, er den grønne struktur en betydelig del af områdets identitet og kulturhistorie. Samspillet imellem bygninger, haver, beplantning og omkringliggende skovlandskab giver byrummet en grøn karakter, som forstærkes af kig og tværgående forbindelser.
Det giver en høj oplevelsesværdi og bør værnes om.

Illustration af fordelingen af grøn og bebyggede struktur omkring hovedgaden. Mørkegrøn viser høj beplantning og lysegrøn viser lav beplantning.

Nymark skov som kan ses mod nord.

Grøn struktur langs hovedgaden.

Nymark skov mod nord.
Gadekæret er et historisk landsbyelement som er med til at berette om Nyråds ældre oprindelse og udvikling. Det står stadig som et samlende- og identitets skabende element i gadebilledet.
Gadekæret er indrammet af nogle gamle høje træer som er med til at styrke dets naturværdi.

Billede af gadekæret.
Infrastruktur
Nyraad Hovedgade er den primære infrastruktur gennem området og i byen, som forbinder Nyråd til Vordingborg mod vest og motorvejen mod øst.
Indenfor planområdet er Nyraad Hovedgade forbundet med Nyraad Skovstræde mod nordøst og Dalstrøget mod syd.
