Kommuneplanlægning

I dette afsnit kan du læse om lokalplanens forhold til anden planlægning, anden lovgivning og andre regler. 

 

Kommuneplan 2022-2034

Lokalplanområdet er beliggende indenfor kommuneplanramme C 08.01 Centerområde Nyråd bymidte.
Nærværende lokalplan er i overensstemmelse med Kommuneplanrammens bestemmelser.

Rammeområdet er beliggende i byzonen og forbliver i byzonen.


Detailhandel

Jævnfør planlovens § 16, stk. 6 skal der i redegørelsen til lokalplaner, der muliggør etablering af butikker, gøres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.

Med nærværende lokalplan gives der mulighed for etablering af detailhandel i overensstemmelse med Vordingborg Kommunes Kommuneplan 2022-2034.
Jævnfør Kommuneplanen kan der i Lokalcenter - Nyråd planlægges for 2400 m2 Bruttoetageareal for butikker. Ifølge Kommuneplanen 2022-2034 er der et registreret Bruttoetageareal for butikker i Nyråd i 2018 er 1.200 m2.
Dette giver en udvidelsesramme til nye butikker og omdannelse på 1.200 m2.
Der må inden for lokalplanområdet etableres en dagligvarebutik på maksimalt 1.200 m2 eller udvalgsvarebutikker på maksimalt 400 m2.

Skal der etableres ny detailhandel, skal dette derfor ske indenfor den angivne udvidelsesramme. Skal der etableres yderligere detailhandel udenover udvidelsesrammen, kan dette kun ske ved nedlæggelse af eksisterende detailhandel eller ved en vedtaget udvidelse af Kommuneplansrammen.

En eventuel kommende planlægning af ny detailhandel indenfor udvidelsesrammen vurderes ikke til at ville have påvirkning på det eksisterende bymiljø eller formålet med nærværende lokalplan, da lokalplanen indeholder tiltag der har til formål at indpasse fremtidig eventuelle erhverv ind i bymiljøet.

Ny detailhandel indenfor lokalplanområdet skal placeres ud til Nyraad Hovedgade eller Nyraad Skovstræde, som begge vil være naturlig og passende vejbetjening til en eventuel detailhandel.


Eksisterende lokalplan

Indenfor rammeområdet findes eksisterende lokalplan C-101.1 Boligområde ved Hasselvænget/Nyråd Skovstræde, Nyråd som ophæves i sin helhed. 

Indenfor rammeområdet findes også dele af lokalplan B-102.2 Et bolig-, center- og værkstedsområde ved Nyråd bycenter, som aflyses delvist indenfor nærværende lokalplans rammeområde.  


Oversvømmelsestruede arealer

Området er ikke udpeget som oversvømmelsestruet jf. Kommuneplan 2022-2034. Der fastsættes ikke bestemmelser i lokalplanen angående klimatilpasning.


Lavbundsarealer

Lokalplansområdet indeholder ikke lavbundsareal.