Lokalplaner udarbejdes for at sikre den fremtidige udvikling i et lokalt område samt for at give borgerne indsigt i og mulighed for indflydelse på den planlægning, der foregår i kommunen. En lokalplan er en plan, hvor Vordingborg Kommune kan fastsætte bindende bestemmelser for et område - eksempelvis om:
- anvendelse
- udstykning
- vej- og stiforhold
- placering og udformning af bebyggelse samt materialer
- bevaring af bygninger og landskabstræk
- sikring af friarealer
- fællesanlæg
Hvornår udarbejdes en lokalplan?
Der skal udarbejdes en lokalplan, før der udføres større anlægs- eller byggearbejder, eller når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens gennemførelse. Vordingborg Kommune kan også udarbejde en lokalplan, når det skønnes nødvendigt af andre hensyn. En lokalplanproces sættes i gang på grundlag af ønske om et bestemt projekt, ønske om bevaring af bestemte kulturhistoriske interesser, eller et ønske om at forhindre en bestemt udvikling eller anvendelse.
Hvordan er en lokalplan opbygget?
En lokalplan består oftest af tre dele; bindende bestemmelser (en ”lov” for lokalplanområdet), en redegørelse samt kortbilag og bilag.