Lokalplanens indhold

Lokalplanen indeholder bestemmelser, der muliggør opførelse af et nyt Havhus, som er et offentligt formidlings-/aktivitetshus, med fokus på havet og havmiljø. Derudover indeholder planen bestemmelser for etablering af et nyt promenadeforløb, som skal forbedre forhold for bløde trafikanter og forbinde området. Lokalplanen fastsætter rammer for bebyggelsens beliggenhed, anvendelse og ydre fremtræden.

Lokalplanen fastlægger endvidere rammer for anvendelsen af arealer til veje, stier, fælles friarealer og shared space.

Område og zonestatus
Lokalplanområdet dækker over en del af matr.nr. 18n, Busemarke By, Magleby. Området ligger i byzone og skal forblive dette.

Anvendelse
Lokalplanområdet må anvendes til havneformål, herunder både erhvervsrelaterede og offentlige havneformål, såsom restaurant, cafe, fiskeri, aktivitetshus og lignende.

Udstykning
Nærværende lokalplan indeholder ikke bestemmelser om udstykning, de almindelige regler for udstykning gælder derfor. Lokalplanens øvrige bestemmelser gælder dog også for nye matrikler udstykket indenfor lokalplanafgrænsningen, efter lokalplanens endelige vedtagelse.   

Veje og stier
Det er et mål at skabe trygge og attraktive opholds- og færdselsområder med særligt hensyn til de bløde trafikanter. Derfor tilstræbes det, at trafikken i lokalplanområdet foregår på de gåendes og cyklendes præmisser i højsæsonen, hvor der er mange besøgende.
Kajen, havnepromenaden samt arealerne på og langs vejen kan indrettes som “shared space”, hvor biler, cyklister og fodgængere færdes på fælles vilkår. Kørsel til og fra boliger, samt nødvendig vare- og servicekørsel, tillades fortsat, men bør ske på de bløde trafikanters præmisser og med lav hastighed. I højsæsonen kan der indføres særlige tids- eller adgangsbegrænsninger for motorkøretøjer med henblik på at skabe en fredeligere og mere sammenhængende havnepromenade. Dette skal selvfølgelig udformes med respekt for beboere og virksomheders behov for bilkørsel i området.

Belysning
Møn, hvor Klintholm Havn er lokaliseret, er Dark Sky-område. Derfor indeholder nærværende lokalplan bestemmelser, der begrænser lysforurening. Vejledningen for belysning i Dark Sky området skal følges.

Bebyggelsens beliggenhed
Der udlægges et byggefelt, for et projekt til et nyt aktivitetshus for havnen. Mindre havnerelateret bebyggelse og tekniske anlæg, der er nødvendige for havnes drift kan etableres i hele lokalplanområdet.

Bebyggelsens omfang
For at sikre at ny bebyggelse indpasses i det eksisterende miljø, samt at havnen ikke påvirker det omkringliggende landskab negativt, må der bygges i maks. 6 meters højde indenfor det udlagte byggefelt og i maks. 4 meters højde i resten af området. Indenfor byggefeltet må der opføres op til 250 m2 offentligt formidlings-/aktivitetshus, hvis primære formål skal være at understøtte læring omkring havnen og havet generelt, henvendt til både lokale og turister. I det øvrige lokalplanområde kan der opføres mindre bygninger på maks. 35 m2, til øvrige offentlige og havnerelaterede formål. 

Bebyggelsens udformning
Lokalplanområdet befinder sig i et udpeget kulturmiljø. Nærværende lokalplan indeholder derfor bestemmelser, der sikrer at ny bebyggelse indpasses i det omkringliggende byggede miljø. Der stilles derfor krav om at facader skal være enten røde, sorte eller ubehandlet for eksempelvis træ. Til facader må benyttes træ, tegl og beton. Taghældning og tagkonstruktion skal på ny bebyggelse, indpasses i farve og form med den øvrige bebyggelse i havnen. I byggefeltet er der dog mulighed for at give det nye offentlige formidlings-/aktivitetshus en anden tagform, som dog stadig skal indpasses i materiale- og farvevalg.  Solceller må opsættes på tagflader, men det er et krav at de etableres parallelt med eller integreret i tagfladen. Da området er oversvømmelsestruet af havvand stilles der krav om en sokkelkote på 2,2 eller at nye bygninger på anden vis klimasikres. Hvis sokkelkoten er lavere end 2,2 meter, skal det i forbindelse med byggeansøgningen redegøres for at bygningen er sikret mod oversvømmelse.

Ophævelse af lokalplaner
Indenfor lokalplanområdet erstatter nærværende lokalplan delvist to eksisterende lokalplaner. Der er tale om Nr. 99 - Klintholm Havn og H 14.02.01 - For erhvervsaktiviteter i Klintholm Havn. Disse lokalplaner aflyses indenfor nærværende lokalplanområde, men er fortsat gældende udenfor området.