Anden planlægning

I dette afsnit kan du læse om lokalplanens forhold til anden planlægning, anden lovgivning og andre regler. 

Kommuneplanlægning

Kommuneplan 2022-2034

Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2022-2034 rammebestemmelser.  I Kommuneplanens ramme E 17.01 indarbejdes muligheden for store udvalgsvarebutikker. Rammeområdet E 17.01 udvides mod nord, og rammeområde R 05.03 nedlægges og indarbejdes i rammeområde E 17.01.

Detailhandel

Jævnfør planlovens § 16, stk. 6 skal der i redegørelsen til lokalplaner, der muliggøre etablering af butikker, gæres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.

Gældende kommuneplanretningslinje:

16.7 

I Vordingborg Kommune kan planlægges for en samlet udvidelsesramme for bruttoetageareal nye butikker på 44.000 m2 (**** 47.000 m2). Den samlede ramme for nye butikker er som følger:

Bymidte / lokalcenter Bruttoetageareal (m2) for butikker 2018 Udvidelsesramme til nye butikker og omdannelse
Pladskrævende varegrupper 41.000 m2

34.500 m2
heraf i lokalplanens område 14.000 m2

Store udvalgsvarebutikker Afsat under pladskrævende varegrupper. Planlovens er ændret efter vedtagelse af Kommuneplan 2022-2034, så disse er blevet en selvstændig butiksform, og derfor skal der afsættes selvstændigt areal til denne butiksform. 7.500m2
alle i nærværende lokalplanområde

 

Ny kommuneplanretningslinje:

16.7 

I Vordingborg Kommune kan planlægges for en samlet udvidelsesramme for bruttoetageareal nye butikker på 44.000 m2 (**** 47.000 m2). Den samlede ramme for nye butikker er som følger:

Bymidte / lokalcenter Bruttoetageareal (m2) for butikker 2018 Udvidelsesramme til nye butikker og omdannelse
Pladskrævende varegrupper 41.000 m2

34.500 m2
heraf i lokalplanens område 14.000 m2

Store udvalgsvarebutikker Afsat under pladskrævende varegrupper. Planlovens er ændret efter vedtagelse af Kommuneplan 2022-2034, så disse er blevet en selvstændig butiksform, og derfor skal der afsættes selvstændigt areal til denne butiksform. 12.500 m2
heraf i lokalplanens område 12.500 m2 

Ændringen påvirker ikke bymiljøet. Nyt byggeri i medfør af ændringen indgår i den eksisterende bebyggelse i området, da dette består dels af pladskrævende varegruppe butikker, store udvalgsvarebutikker etableret under tidligere lovgivning og dels af andet erhvervsbyggeri i overensstemmelse med nærværende og tidligere lokalplaner.

Oversvømmelsestruede arealer

Inden for lokalplanområdet ligger 2 oversvømmelsestruede arealer, som i henhold til kommuneplanens retningslinjer skal friholdes for bebyggelse. Begge områder er oversvømmelsestruede i forhold til regnvand. Områderne er vist på kortet til højre.

I det mindste område - det venstre område på kortet - skal nyt byggeri placeres i en sokkelkote på minimum 5,9 DVR90. I det største område - det højre område på kortet - skal skal nyt byggeri placeres i en sokkelkote på minimum 6,25 DVR90.

Lavbundsarealer

Lokalplanområdet indeholder to lavbundsarealer. Det ene lavbundsareal har forbindelse med den beskyttede mose. Der er bygget inden for begge lavbundsarealer. 

Kystnærhedszone

Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen. Området er et eksisterende erhvervsområde, der er præget af store bygninger og tilsvarende byggeri. Der kan inden for lokalplanområdet opføres større bygninger, men disse vil primært blive placeret bag eksisterende bebyggelse i forhold til kysten. Nye bygninger vil ikke kunne ses fra kysten, og vil naturligt indgå i erhvervsbyggerierne i nærområdet.

Eksisterende lokalplan

Lokalplanområdet er omfattet af to eksisterende lokalplaner. - E 301.3 og E 17.01.01 - som begge omfatter erhvervsområder.  Området har været udlagt og anvendt til erhverv gennem mange år. I 1973 er hele området dyrket og anvendt til landbrugsjord, og i 1979 er der bygget virksomheder i den østlige del af området. Derefter er området løbende bebygget med virksomheder. Der er stadig ledige arealer, som kan bebygges. Begge de eksisterende lokalplaner ophæves med vedtagelsen af nærværende lokalplan.

Natur

Beskyttet natur

Inden for lokalplanområdet ligger et antal beskyttede søer og en beskyttet mose. Der må ikke ændres i forholdene for de beskyttede søer eller for den beskyttede mose. Lokalplanområdet indeholder en lokal økologisk forbindelse, som ligger inden for delområde G. Lokalplanområdet indeholder et vandløb, som er delvist rørlagt. Vandløbet ligger i delområde G, og der er mulighed for at fritlægge vandløbet helt eller delvist inden for delområde G. 

Bygge- og beskyttelseslinjer

En lille del af lokalplanområdet langs Næstvedvej er omfattet af skovbyggelinje i forhold til skovbeplantninger på Rosenfeldts jorder. Det pågældende område er udbygget.

Natura 2000

Nærmeste Natura 2000 områder er fuglebeskyttelsesområdet og Ramsarområdet Karrebæk, Dybsø og Avnø fjorde, som ligger ca. 3,6 km fra lokalplanområdet, og habitatområdet Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde, som også ligger ca. 3,6 km fra lokalplanområdet. Da der planlægges for udvidelse af en eksisterende virksomhed, og da lokalplanområdet ligger så langt fra de nærmeste Natura 2000 områder, vurderes planlægningen af området hverken i sig selv eller sammen med afledte planer og projekter at ville påvirke Natura 2000-områderne.

Bilag IV arter

I to af områdets søer er der registreret springfrøer, som er en beskyttet bilag IV art. Den ene sø ligger i delområde G, og den anden så ligger i et grønt område, der anvendes til undervisning. Der er ca. 135 meter mellem de to søer. Søerne er beliggende på henholdsvis Præstegårdsvej 16 og 18. Der er i alt 4 vandhuller og flere tørre lysåbne græsmarker og krat i området. Derfor vurderer vi at hele arealet er et muligt yngle- og overvintrested for arten. Udenomsarealerne inden for området vist på kortet må ikke ændres. 

Vandløb

Inden for lokalplanområdet ligger vandløbet Præstegårdsgrøften, som er delvist rørlagt. Lokalplanens grønne område er planlagt, så hele vandløbet kan fritlægges inden for lokalplanens område.

Landskab

Lokalplanområdet ligger i landskabskarakterområdet "Bynært landsbylandskab ved Vordingborg". Generelt er landskabet i hele området varieret med åse og lavtliggende områder, mens lokalplanområdet er fladt, men let skrånende fra sydøst mod nordvest. Hele lokalplanområdet ligger på en budmoræneflade. Af markante landskabselementer i lokalplanområdet kan nævnes højspændingsledningen, og en markant bevoksning i lokalplanområdets nordvestlige hjørne, som indgår i lokalplanens bestemmelser om beplantning. Lokalplanområdet er ikke vurderet som sårbart, og landskabskarakteranalysen indeholder ikke nogen anbefalinger til planlægningen for lokalplanområdet.

Kulturhistorie

Kirker

Der ligger ikke nogle kirker i nærheden af lokalplanområdet, og lokalplanområdet er ikke omfattet af kirkefjernvirkningsområder.

Fortidsminder

Området indeholder en del ikke fredede fortidsminder, ligesom der ligger flere ikke fredede fortidsminder i områderne omkring området. Det anbefales at der udføres forundersøgelse i forhold til arkæologi før der udføres jordarbejder eller byggeri i området.

Kulturmiljøer

Lokalplanområdet indeholder ikke nogle kulturmiljøer.

Bevaringsværdige bygninger

Lokalplanområdet indeholder to bygninger - Næstvedvej 72 og 74 - som er bevaringsværdige med en høj bevaringsværdi. Der må ikke foretages nedrivninger eller ændringer i forhold til bygningernes materialer, tag, ydermur, skorstene eller andre bygningsdele samt farver uden Vordingborg Kommunes godkendelse. Da der er tale om bevaringsværdige bygninger vil en eventuel tilladelse skulle gives som en dispensation fra nærværende lokalplan. 

Udtalelse fra Museet

Museum Sydøstdanmark har udført en arkivalsk kontrol i henhold til museumslovens § 23 og kan oplyse, at der er registreret flere fortidsminder inden for lokalplansområdet. Det drejer sig om en sten med skåltegn (050213-228), to steder med bopladsspor fra oldtiden (050213-166 og 050403-67) samt en sløjfet megalitgrav fra bondestenalder (050213-112). Lige nord for arealet er der ved grusgravning fundet en grav fra romersk jernalder (050403-12) samt en skafttungepil fra bondestenalder (050403-19).

Der er således fundet fortidsminder fra alle oldtidens perioder inden for eller umiddelbart op til lokalplansområdet. Museet vurderer derfor, at der kan være en risiko for at påtræffe væsentlige fortidsminder ved jordarbejder på de ubebyggede dele af arealet. For at forhindre en fordyrende standsning af et anlægsarbejde kan der foretages en arkæologisk forundersøgelse inden arbejdets start. En forundersøgelse har til hensigt, at belyse omfanget af væsentlige fortidsminder på arealet. Hvis der findes væsentlige fortidsminder er det bygherre, der bestemmer om de skal udgraves eller friholdes for anlægsarbejde.

Hvis der i forbindelse med jordarbejder påtræffes fund af fortidsminder, som for eksempel mørke nedgravninger med trækul, flintredskaber, knogler eller keramik, skal den del af jordarbejdet, der berører fundet, straks indstilles og museet tilkaldes, jf. museumslovens §27.

Beskyttede diger

Der er ikke registreret nogle beskyttede diger inden for lokalplanområdet.

Servitutter

Der er vedtaget mange servitutter for de enkelte ejendomme inden for lokalplanområdet. I forbindelse med nyt byggeri på den enkelte grund skal servitutterne gennemgås. De servitutter, der er i strid med lokalplanens bestemmelser skal ophæves før der bygges på grunden.