Forord

Arkitektur er noget mennesker har været mere eller mindre bevidst om gennem tiderne. Når man kigger  på pyramiderne, Angkor Vat, Petra, de antikke dele af Athen, Rom og Pompei, gravhøje med  skibssætninger eller jættestuer, kirker, templer, slotte og borge rundt om i verden kan man se at arkitekturen har haft betydning for de mennesker, der bygge de dem. Men arkitektur er også stenalderens huse, det lille husmandssted, tredje baghus, eller den beskedne vejerbod ved byporten.


Det er i almindelighed hverdagens arkitektur vi arbejder med, mens det er de store arkitektoniske  bygningsværker vi snakker om og ønsker os, når der skal bygges.


Siden omkring år 0 har arkitekter, bygmestre eller personer med veneration for arkitektur skrevet bøger om byggeteknik, byggematerialer, metoder, navne på de forskellige bygningsdele mv. Sådanne bøger kaldes traktater. Traditionen har været at nye traktater bygger på de tidligere traktater, og på den måde er viden og erfaring blevet overleveret. Den første traktat blev skrevet af Vitruvius formentlig i årene før Kristus. Den indeholdt blandt andet 3 grundprincipper for byggeri og arkitektur:

  • fasthed / styrke,
  • hensigtsmæssig indretning e
  • elegance / harmoni

De to første kan til en vis grad betragtes som objektive principper, mens det tredje er subjektivt.  Elegance / harmoni afhænger af øjet der ser. Det kan dog også være en måde at sikre at et bygningsværk har de rette proportioner og at den enkelte bygnings dele forholder sig harmonisk til hinanden – eller at en ny bygning indpasses i områdets skala og placering.

I Vordingborg Kommune udvikler vi områder og bygninger, som er æstetiske og berigende for mennesker og miljø – det giver øget livskvalitet. Arkitekturen fortæller vores historie og synliggør  samfundsudviklingen.

 

 

Det som bygges og anlægges i dag, er morgendagens kulturhistorie. Vores oplevelse af æstetik foregår gennem vores sanser. Materialiteten har derfor også stor betydning for æstetikken i det byggede miljø. Oplevelsen af æstetikken ændrer sig med tider og sæder – fx i dagens samfund er anvendelse af  genbrugte materialer blevet til et æstetisk element.

Arkitekturen er det synlige vidnesbyrd på udviklingen af samfundet og beskrivelsen af dagliglivet i vores tid. Arkitekturen tegner et stærkt, visuelt billede af prioriteringer i samfundet til enhver tid. Arkitektur handler om kvalitet og brugbarhed – både teknisk og funktionel – og om det visuelle. Den tekniske og funktionelle kvalitet og brugbarhed kan i hvert fald til en vis grad måles. Den visuelle kvalitet er svær at måle, og afhænger af øjnene der ser. Den visuelle kvalitet er vigtig, men også en krævende
størrelse at arbejde med. Når mennesker er vant til at det byggede miljø fremtræder på en bestemt måde, føler de sig utrygge, når dette udtryk ændres ved renovering eller nybyggeri. Vanen – eller ”det plejer” – er en stærk kraft, og alene derfor støder vi tit på modstand, når noget ændres, fordi det kendte er trygt.

Arkitekturen bidrager til at fremhæve kvaliteter i landskabet, ved kysten, i byer og landsbyer. Arkitektur er altid stedspecifik, og må derfor vurderes ud fra lokale forhold og eksisterende stedskvaliteter.  Arkitektur er tilpasning af volumen, materialer, skala, farver, bevaring af historiske spor, forholdet til landskabet og lokal byggeskik. Det er nogle af de ting der indgår i den arkitektur vi giver et område – enten et transformationsområde eller et helt nyt område på bar mark.

Det findes ikke noget facit for hvad der er god arkitektur eller god ud formning. Det betyder at alle  involverede i en udviklingsproces, der skal resultere i et byggeprojekt, har et stort ansvar i forhold til virkemidler og handlingsrum for arkitektonisk og visuel kvalitet. For at kunne planlægge for en æstetisk og god udformning af det enkelte projekt er der brug for nogle tydelige ambitioner i forhold til forventet kvalitet i bred forstand. Det kræver omhu at skabe en kvalitet, som er både holdbar og brugbar,
og som ikke påvirker omgivelserne negativt.

Det er også vigtigt at alle parter i et projekt gør sig umage. Et byggeri – hvad enten det er nyt eller en renovering – bruger både økonomiske og materielle resurser, det producere affald og CO2, og optager rum som i stedet kunne være anvendt til natur og biodiversitet eller til fællesskab ende aktiviteter. Når der planlægges, bygges og anlægges, er det et stort samfundsansvar, fordi det bruger resurser og står i mange år fremover. Det kræver alvor og ansvar i vores tilgang til byggeprojekter. God vejledning og planlægning giver bedre mulighed for at udløse det potentiale som ligger i det byggede miljø.

Når vi planlægger og bygger, står vi på skuldrene af og går aktivt i dialog med den identitet, historie og de værdier som det præcise område står for og rummer. Når der lægges omhu i et byggeprojekt med blik for resursetrækket, vil det funktionelle og æstetiske give en langsigtet holdbarhed. Byggeprojekter har også det implicitte formål at det uddanner og udvikler de traditionelle håndværksfag, så denne viden bevares og videreføres.

En del af vores bygningsmasse står over for forfald og nedrivning. Denne bygningsmasse har stadig funktionel, materialemæssig og arkitektonisk værdi, men den har også værdi i forhold til identiteten, den kollektive hukommelse og fortællingen om samfundets udvikling.

Denne arkitekturstrategi vil indeholde tydelige ambitioner og give guide lines til udviklingen af det enkelte område – men stadig give brede muligheder, der kan rumme spændende projektideer og nytænkning.

Arkitektur har potentiale til at understøtte samfundsambitioner i forhold til genanvendelse af materialer og eksisterende bygninger, sociale sammenhænge, uddannelsesmæssige niveau og vores fælles identitet og hukommelse. Arkitektur har kunstens potentiale til at udvikle samfundet, udvide vores horisonter og skabe en attraktiv fremtid.