Lovgivningen rummer fire statsligt vedtagne kompensationsordninger, som kort gennemgås herunder. Derudover arbejder flere udviklere med egne tiltag til kompensation til naboer/lokalområde, disse tiltag vil fremgå af udviklers oplæg fra informationsmøderne om det enkelte projekt. Alle oplæg fra informationsmøder er tilgængelige under det enkelte projekt.
Grøn Pulje
Når projektet tilsluttes el-nettet skal opstiller indbetale et beløb pr. installeret MW til Grøn Pulje. Grøn Pulje varetages af kommunen, men kan ikke anvendes af kommunen selv, men skal udloddes til lokalsamfundet.
Midlerne skal ansøges af lokale borgere og foreninger, og uddeles efter et kommunalt vedtaget administrationsgrundlag, som fremgår af kommunens hjemmeside: Grøn pulje | Vordingborg Kommune
Realiseres samtlige projketer, som er under planlægning, vil der blive indbetalt ca. 150 mio. kr. til den grønne pulje.
Værditabsordning
Værditabsordningen giver borgere mulighed for at anmelde krav om betaling for værditab, ved opstillingen af VE-anlæg i nærheden af beboelsesejendomme. Det er Taksationsmyndigheden, som træffer afgørelse om værditab. Et evt. vurderet værditab betales af opstilleren.
Energistyrelsen varetager ordningen, og står for oplysningsvirksomhed (skriftlig orientering og offentligt møde), når kommunen udsender lokalplanforsalg for VE-projekter. Naboer i en afstand på 6 gange vindmøllehøjden eller 200 meter fra solcelleanlæg kan gratis ansøge, mens øvrige naboer skal betale 4.000 kr., som tilbagebetales såfremt de vurderes at lide et værditab.
Læs mere hos energistyrelsen: https://ens.dk/media/2022/download
Salgsoptionsordning
Såfremt beboelser inden for en afstand på 6 gange vindmøllehøjden eller 200 meter fra solcelleanlæg vurderes at lide et værditab på over 1% forpligter det opstilleren at tilbyde ejeren af beboelsesejendommen at købe ejendommen. Energistyrelsen varetager ordningen.
Det er frivilligt for ejeren om de vil benytte sig at salgsoptionen, som dog senest skal udnyttes 1 år efter ibrugtagningen af VE-anlægget.
Læs mere hos Energistyrelsen:
https://ens.dk/media/2029/download
VE-bonusordning
Naboer inden for 8 gange vindmøllehøjden og naboer inden for 200 meter fra solcelleanlæg er berettiget til VE-bonus, som svarer til prisen fra 9,75 kW produktionskapacitet fra anlægget. Dette vurderes at svare til 16.000 kr. for naboer til vindmøller og 4.500 kr. for naboer til solceller jf. Energistyrelsens beregninger.
Energistyrelsen varetager ordningen, og står for oplysningsvirksomhed (skriftlig orientering og offentligt møde), når kommunen udsender lokalplanforsalg for VE-projekter.
Læs mere hos Energistyrelsen:
https://ens.dk/media/2045/download