Jordforurening

Med vedtagelse af lokalplanen for Skovhusevej, Stensved overgår området til byzone. Byzoner er som udgangspunkt områdeklassificerede som lettere forurenede, jf. jordforureningslovens § 50a. Hvis der er høj grad af sikkerhed for, at et område i byzone generelt ikke er lettere forurenet, kan kommunen imidlertid undtage området fra områdeklassificering.

Vordingborg Kommune har vurderet, at området omfattet af lokalplanen Skovhusevej, Stensved skal undtages af områdeklassificering.

Begrundelse for, at området udgår af områdeklassificeringen, er, at arealet ikke vurderes at være diffust lettere forurenet i overfladen. På luftfoto fra 1954 og frem til i dag ses det, at arealet har indgået i almindelig landbrugsmæssige drift. Der er derfor ikke mistanke om, at der har været aktiviteter, som kan have forurenet jorden. Der er ingen nærliggende kilder – eks. tung industri, som forventes at kunne have forurenet jordoverfladen via luften.