Baggrund

Formål

Nærværende Lokalplan B 16.06.01 Almene boliger på Egelyvej 12-14 i Præstø er udarbejdet på baggrund af grundejers ønske om at opføre 28 almene boliger på ejendommen. Ejendommen har hidtil være anvendt som kommunal daginstitution.

Lokalplanens formål er at fastlægge placering, omfang og udformning af bygninger, omfang af parkeringsarealer samt omfang og kvalitet af grønne friarealer.

Beliggenhed

Lokalplanområdet er beliggende i den østlige del af Præstø. Lokalplanområdet omfatter matr.nr. 16cd, 16mø og 7000t Skibinge By, Skibinge.

Området udgør et samlet areal på 1 ha og er beliggende i byzone.

Kort over lokalplanområdets placering (markeret med rød firkant).

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet er beliggende i et blandet boligområde med rækkehuse mod nord, etageboliger mod vest og ældre parcelhuse mod syd og øst.

Fra lokalplanområdet og på nærliggende arealer har man udsigt ud over Præstø Fjord og mærker tydeligt den høje placering i landskabet. Størstedelen af lokalplanområdet er beliggende 10 meter over havet.

I lokalplanområdet findes to bygninger, der indtil 2025 blev anvendt til børneinstitutionen Børnehuset Præstø, afdeling Tusindfryd. Ved lokalplanens udarbejdelse fremstår lokalplanområdet forladt, hvor udearealerne bære præg af områdets tidligere anvendelse med resterne af legeområder. 

Indenfor 500 meter af lokalplanområdet findes Præstø Skole, Præstø Multicenter, flere offentligt tilgængelige legepladser, fritidsaktiviteter samt offentlig adgang til Præstø Fjord ved Hestehavevej.

Billeder af nærområdets arkitektur samt lokalplanområdets eksisterende bebyggelse.

I lokalplanområdet findes stævnede hasselkrat. Stævning er en ældgammel og kulturhistorisk værdifuld driftsform, der fortæller en vigtig historie om tidligere tiders brug af skovens ressourcer. Hasselkrat gav materialer til gærder, hegn, brændsel, husbyggeri m.m. Derudover er hasselstævning værdifuld for biodiversiteten og skaber bl.a. levesteder for en bred vifte af arter. Stævnede hasselstubbe (stævningsstole) kan blive meget gamle og fungerer som en stabil base for økosystemet.

Billede af hasselkrat i lokalplanområdet.

Infrastruktur

Lokalplanområdet vejbetjenes af Egelyvej, der forbinder området til det overordnede trafiknet på Christine Lundsvej. Indenfor lokalplanområdet findes en parkeringsplads med 9 parkeringspladser samt en stor vendeplads, der ligeledes har parkeringsmuligheder. Derudover løber en kommunal sti langs lokalplanområdets nordlige grænse.

Fra lokalplanområdet er der gode sti- og cykelstiforbindelse til busstoppested, skole, fritidsaktiviteter og Præstø Fjord.

Ved lokalplanens vedtagelse betjenes lokalplanområdet af busrute 669 Lundby St. – Kalvehave Havn. Nærmeste busstoppested er Egelyvej (Christinelundsvej), som er beliggende lidt under 200 meter syd for lokalplanområdet.