Bevaringsværdigt landskab
Lokalplanen ligger midt i et større område udpeget til bevaringsværdigt landskab, men selve lokalplanområdet er ikke en del af udpegningen. Lokalplanen påvirker ikke det bevaringsværdige landskab.
Fortidsminder
Nord for lokalplanområdet ligger flere rundhøje, hvis beskyttelseszoner overlapper med det nordøstlige hjørne af lokalplanen. Indenfor beskyttelseszonen må der ikke opføres bebyggelse. Dette sikres i lokalplanen, hvor bebyggelse og småbygninger ikke er tilladt indenfor beskyttelseszonen. Beskyttelseszonen kan ses på kortbilag 2.
Museumsloven
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplan-området. Der kan dog fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning.
Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Sydøstdanmark om en udtalelse.
Hvis der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Sydøstdanmark, jf. museumslovens § 27.