Kommuneplanlægning

Kommuneplan 2022-2034

Lokalplanområdet er ifølge Kommuneplan 2022-2034 beliggende i byzone i rammeområde H 15.01 Havneområde Lendemarke. Lokalplanens overordnede formål og anvendelse er i overensstemmelse med kommuneplanens nuværende rammebestemmelser der udlægger området til havneområde til lettere ikke genevoldende erhverv, detailhandel samt rekreative formål.

Eksisterende lokalplan

Med vedtagelsen af nærværende lokalplan ophæves en del delområde F1 i lokalplan nr. 100. Dele af lokalplanens bestemmelser for delområde F1 er videreført i denne lokalplan og forbliver således udlagt til fritidsformål.

Oversvømmelsestruede arealer

Dele af lokalplanområdets arealer er udpeget som oversvømmelsestruede i Kommuneplan 2022-2034.

Ved detailplanlægning skal det sikres, at arealanvendelsen disponeres, så byggeri kan holde til det vand der må komme. Dette kan være ved indretning og udformning af byggeriet, så det tåler forhøjet vandstand.

Nye byggerier indenfor byggefelterne samt nødvendige tekniske anlæg skal kunne tåle at stå periodevis under vand.

Bevaringsværdige bygninger kan sikres ved at lave vandtætte skodder og glasruder eller ved opsætning af flytbare skotter ved alle åbninger. Permanente løsninger skal arkitektonisk integreres i bygningerne. 

Ved at tage udgangspunkt i havnens eksisterende materialer - såsom beton, asfalt og hårdt træ - integreres stormflodssikringen og de nye byrum i det eksisterende havnemiljø, samtidig med at de hårdføre materialer gør stormflodssikringen robust og holdbar.