Lokalplanens indhold

Formål

Lokalplanen har til formål at muliggøre en ny redningsstation på Klintholm Havn. Lokalplanen sikrer at ny bebyggelse tilpasses det eksisterende miljø og fastlægger bebyggelses placering, omfang og udformning. 

Område og zonestatus

Lokalplanområdet dækker over en del af matr.nr. 18n, Busemarke By, Magleby, en del af umatrikulerede opfyldte havnearealer samt en del af søterritorie. Området ligger i byzone og skal forblive dette. 

Anvendelse

Nærværende lokalplan udarbejdes med det primære formål at muliggøre en ny redningsstation. Lokalplanområdet indeholder dog mere en blot den kommende redningsstation. Desuden er det også formålstjenesteligt at lokalplanen vil kunne bruges i fremtiden, hvor det muligvis ikke længere er nødvendigt med en redningsstation på denne placering.  Derfor kan området også anvendes til andre havnerelaterede formål. Herunder forstås aktiviteter, der understøtter både turist-, og erhvervshavnen, såsom restaurant, cafe, foreningshus, butik og lignende. En anvendelse til andet en redningsstation kan kun ske under forudsætning for at anvendelsen ikke begrænser redningsstationens funktion eller drift. 

Udstykning

Nærværende lokalplan regulerer ikke udstykning.

Veje og stier

Vejadgang til bygningen skal ske via Thyravej og Klintholm Havneplads.

Adgangsforhold og tilgængelighed følger det til enhver tid gældende Bygningsreglement og den nyeste lovgivning på området. Personer med funktionsnedsættelse skal tilgodeses efter gældende lovgivning. Ved lokalplanens tilblivelse findes gældende anvisninger I Vejdirektoratets håndbog “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed. Anlæg og planlægning.   Alle offentlige arealer bør indrettes efter principperne for universelt design, hvor tilgængelighed indtænkes som en del af designet og ikke som et tillæg til et færdigt projekt. Universelt design principperne har til formål at skabe ligeværdige, inkluderende og tilgængelige bygninger og rekreative områder, så alle kan deltage, opleve og fungere i de menneskeskabte miljøer på egen hånd eller sammen med venner eller familie. Danske Handicaporganisationer har udgivet en publikation ”Universelt design og tilgængelighed – en guide til inspiration”, som kan anvendes til inspiration

Parkering

Etablering af redningsstation forudsætter at der reserveres 7 parkeringspladser, der altid skal være tilgængelige for redningspersonale, når de kaldes på opgave. Det er muligt at etablere 3 parkeringspladser i forbindelse med den nye bebyggelse. Derudover skal der reserveres 5 parkeringspladser på kommunens parkeringsplads i den østlige del af lokalplanområdet. Dermed sikres det at al nødvendig parkering kan foregå inden for lokalplanområdet. Placering af parkeringspladser kan ses på kortbilag 3. Øvrige aktiviteter som foregår indenfor lokalplanområdet kan betjenes af offentlige parkeringspladser på resten af havnen.

Belysning

Møn, hvor Klintholm Havn ligger, er Dark Sky-område.

I de seneste 40-50 år er det blevet sværere at se stjernehimlen, fordi vi bruger stadig mere udendørs lys om natten. Fra alle større byer i Danmark er det således ikke længere muligt at se den strålende Mælkevej som en bue af lys hen over stjernehimlen. Der findes nogle få steder i Danmark, hvor lysspildet er minimalt, og nattemørket er tæt på naturligt. Ift. Dark Sky Møn-udnævnelsen er det centralt at arbejde for at bevare den mørke nattehimmel gennem begrænsning af udendørs lys, og gennem anvendelse af udendørs Dark Sky-venlige lyskilder. Dette har man i flere år været i gang med at indskrive i nye lokalplaner for Møn og Nyord, og man har ligeledes udskiftet det meste af en offentlige belysning i området til Dark Sky-venlig belysning.

Derfor indeholder nærværende lokalplan bestemmelser, der hindrer lysforurening. Vejledningen for belysning i Dark Sky skal følges.

Belysning som er nødvendig for redningsstationens eller havnens drift kan etableres selvom dette ikke følger principper for Dark Sky.

Skiltning

Der er et generelt forbud mod skiltning. For at sikre lokalplanen fremtidige anvendelse til andre aktiviteter end redningsstation er det dog muligt at ansøge om dispensation. Kommunen kan give dispensation efter en konkret vurdering, hvor der lægges vægt på at evt. skiltning indpasses i området. Forbuddet gælder dog ikke skiltning, der er nødvendig for redningsstationens drift. Den nye redningsstation må derfor gerne skilte som det er gjort på den gamle redningsstation uden forudgående ansøgning.

Tekniske anlæg

For at redningsbåden kan søsættes er det nødvendigt at der etableres en rampe ned i havnebassinet. Dette muliggøres af nærværende lokalplan.

Bebyggelsens beliggenhed

På placeringen for den kommende tilbygning er der inden lokalplanens tilvejebringelse et åbent kig fra Thyravej ud til havnebassinet. Tilbygningen vil delvist lukke dette kig, men for at undgå at kigget bliver lukket komplet, udlægges der i nærværende lokalplan et byggefelt. Ny bebyggelse må udelukkende opføres inden for dette. Mindre bebyggelse og tekniske anlæg, der er nødvendige for havnens drift er dog undtaget. Udover at sikre kigget, sørger byggefeltet også for at det eksisterende slæbested på østsiden af bådebroen stadig kan bruges. Adgangsramper og tele- og radiomaster kan opføres udenfor byggefelter. 

Bebyggelsens omfang

For at sikre at ny bebyggelse ikke kommer til at virke for dominerende og indpasses i det eksisterende miljø, må der bygges i maksimalt 1 etage og maks. til kote 10,25 DVR90. Skorstene, tekniske anlæg samt tele- og radiomaster er undtaget fra denne begrænsning. Tele- og radiomaster må der maksimalt have en højde på 26 m inklusiv fundament.

Bebyggelsens udformning

Lokalplanområdet befinder sig i et udpeget kulturmiljø. Nærværende lokalplan indeholder derfor bestemmelser, der sikrer at ny bebyggelse indpasses i det omkringliggende byggede miljø. Der stilles derfor krav om at facader skal være enten røde eller sorte, da det er disse farver der hovedsageligt ses på havnen. Til facader må benyttes træ, tegl og metal. For at undgå blænding stilles der krav om at der ikke må benyttes blanke materialer til facader og tage.
Taghældningen på den eksisterende bygning er ca. 22 grader. For at gøre plads til portåbning i den nye redningsstation gives der mulighed for at etablere et assymetrisk saddeltag. Dette skal må etableres med taghældning mellem 15 og 30 grader, for stadig at sikre en visuel sammenhæng med den eksisterende bygning. Solceller må opsættes på tagflader, men det er et krav at de etableres parallelt med eller integreret i tagfladen, for ikke at virke skæmmende.

Lokalplanområdet ligger på et oversvømmelsestruet areal. Der er tale om oversvømmelse fra havet. Ifølge kommuneplanens retningslinjer skal oversvømmelsestruede arealer friholdes for bebyggelse medmindre der etableres afværgeforanstaltninger f.eks. i form af krav til sokkelhøjde. I nærværende lokalplan stilles der krav om en sokkelkote i minimum kote +2,2 DVR90. Kravet på en sokkelkote på minimum kote +2,2 DVR90 er stillet på baggrund af højvandsscenarier for en 100 års hændelse i 2120, hvor der i det pågældende farvand kan forventes en vandstandsstigning på 2,16 m. Hvis sokkelkoten er lavere end 2,2 meter, skal det i forbindelse med byggeansøgningen redegøres for at bygningen på anden vis er sikret mod oversvømmelse.

Ubebyggede arealer

Ved Thyravej står to gamle træer (gråpoppel). I forbindelse med opførelsen af ny bygning skal der tages hensyn til disse træer, for at undgå beskadigelse af både rødder og kroner. Træerne er markeret på Kortbilag 4

Beplantning

For at understøtte biodiversitet er der ved eventuel beplantning krav om hjemmehørende arter. 

Forudsætninger for ibrugtagning

For at redningsstationen kan fungere skal de anviste parkeringspladser være etableret og reserveret. Dettte skal derfor være på plads inden ibrugtagning.

Ophævelse af lokalplaner

Indenfor lokalplanområdet erstatter nærværende lokalplan to eksisterende lokalplaner. Der er tale om Nr. 110 - Klintholm Havn og H 14.02.01 - For erhvervsaktiviteter i Klintholm Havn. Disse lokalplaner aflyses indenfor nærværende lokalplanområde og erstattes dermed af nærværende lokalplan, men er fortsat gældende udenfor området.