Kulturmiljøer
Lokalplansområdet er ikke udpeget som kulturmiljø. Ca. 600 m sydvest er for lokalplansområdet ligger Stege middelalderby, som er udpeget som kommunalt kulturmiljø i 2006 og nationalt kulturmiljø i 2025. Kulturmiljøet er et blandt 25 steder omkring Stege der er medtaget i Kulturarvsatlasset udarbejdet af den tidligere Møn Kommune. Vedtagelsen af nærværende lokalplan vurderes ikke at have påvirkning på det eksisterende kulturmiljø.
Udtalelse fra Museum
Museum Sydøstdanmark har udført en arkivalsk kontrol og kan meddele, at der på matrikel 3d Stege Sekstenjorder er registreret fortidsminder i form af en sten med skåltegn fra oldtid (sb. 050509-137) samt bopladsspor fra oldtid i form af en kogegrube (sb. 050509-134). På nabomatriklen 3az direkte syd for det aktuelle areal blev der i sommeren 2024 udgravet spor efter omfattende bebyggelse fra neolitikum og bronzealder samt en enkelt jordfæstegrav fra samme periode (sb. 050509-133). Bebyggelsessporene fremstod ikke afgrænset af undersøgelsen, og der er således en stærk formodning om, at der også vil kunne findes væsentlige fortidsminder på det aktuelle areal.
Museum Sydøstdanmark vil derfor anbefale, at der udføres en arkæologisk forundersøgelse af arealet forud for anlægsarbejde, der kan medføre destruktion af væsentlige fortidsminder.
I henhold til Museumslovens kapitel 8 §27 skal et anlægsarbejde standses og museet underrettes, hvis der fremkommer fortidsminder. Denne standsning kan vare op til et år, indtil fortidsminderne er blevet arkæologisk undersøgt. En forundersøgelse har til hensigt at belyse, om der findes fortidsminder på arealet. Hvis der findes væsentlige fortidsminder, vil museet vurdere omfanget og bevaringsgraden. Dette kan enten føre til, at arealet frigives til anlægsarbejde, eller at der udarbejdes et budget over de udgifter, der vil være forbundet med en udgravning. Det er bygherren, der vælger om arealet udgraves eller friholdes for anlægsarbejde. Museet kan kontaktes for yderligere informationer.