Lokalplanens indhold

Lokalplanen indeholder bestemmelser, som fastlægger bebyggelsens udformning, omfang og placering. Lokalplanen indeholder også bestemmelser for fællesområderne, parkering, adgangsveje, tekniske anlæg mv. Lokalplanens indhold har til formål at muliggøre opførelsen af op til 24 permanente tiny houses til helårsbeboelse, samt tilhørende fællesanlæg, herunder fælles frugtlunde og fælles nyttehaver. Redegørelsen af lokalplanens indhold har til formål at tydeliggøre bestemmelsernes formål og hensigt.

Formål

Lokalplanens formål er at fastsætte rammerne for bebyggelsens anvendelse, beliggenhed, omfang og udformning, samt bestemmelser for veje, stier, ubebyggede arealer, belysning samt tekniske anlæg. Lokalplanen muliggøre opførelsen af tiny houses på maks. 50 m2 per enhed eller fritliggende enfamilieshuse (åben-lav) på 100 m2 per enhed, samt tilhørende fællesfaciliteter. Lokalplanen muliggøre opførelsen af fritliggende enfamilieshuse (åben-lav) i tilfælde af, at det ikke lykkes at gennemfører projektet for tiny houses. Der kan derfor ikke opføres både tiny houses og fritliggende enfamilieshuse på samtidigt.

Område og zonestatus

Området ligger i landzone, og overføres til byzone med endelig vedtagelse af nærværende lokalplan.

Delområder

Der er ingen bestemmelser om delområder. I stedet fastlægges der byggefelter, hvor al bebyggelse skal etableres inden for. Byggefelterne kan ses på Kortbilag 2 - Byggefelter. Byggefelterne inddeles i to typer, A til boligbebyggelse og B til fælleshus og fælles faciliteter. De fælles friarealer skal udlægges i hjemmehørende græsarter og hjemmehørende lokalitetstilpassede arter jf. Bilag B - Planter. Nyttehaver og frugtlunde skal placeres inden for byggefelterne A og B.

Anvendelse

Anvendelsen af området fastlægges til boligformål til helårsbeboelse, enten i form af tiny houses eller åben-lav beboelse, samt fællesfaciliteter.

Veje og stier

Lokalplanens bestemmelser om veje og stier har til formål at sikre tilgængelighed og tilstrækkeligt med parkeringspladser i området. Parkerings- og manøvrearealer skal anlægges efter vejlovgivningens regler.

Tilgængelighed

Adgangsforhold og tilgængelighed følger det til enhver tid gældende Bygningsreglement og den nyeste lovgivning på området. Personer med funktionsnedsættelse skal tilgodeses efter gældende lovgivning. Ved lokalplanens tilblivelse findes gældende anvisninger I Vejdirektoratets håndbog “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed." Alle offentlige arealer bør indrettes efter principperne for universelt design, hvor tilgængelighed indtænkes som en del af designet og ikke som et tillæg til et færdigt projekt. Universelt design principperne har til formål at skabe ligeværdige, inkluderende og tilgængelige bygninger og rekreative områder, så alle kan deltage, opleve og fungere i de menneskeskabte miljøer på egen hånd eller sammen med venner eller familie. Danske Handicaporganisationer har udgivet en publikation ”Universelt design og tilgængelighed – en guide til inspiration”, som kan anvendes til inspiration.

Vendepladser

Det skal sikres at renovationsvognen kan komme rundt i området sikkert og uden at skulle bakke. Såfremt det bliver nødvendigt at bakke med renovationsvognen skal der etableres vendeplads.

Parkering

Der skal etableres minimum 0,5 parkeringsplads per bolig, og minimum 1 handicapparkeringsplads per 5 almindelige parkeringsplads. Al parkering med ærinde i lokalplanområdet, eksempelvis håndværkere, gæster, varelevering mv., skal kunne holdes inden for lokalplanområdet. Bestemmelser om, at parkeringen skal placeres inden for byggefelt B, har til formål at sikre at parkeringen samles ved fællesfaciliteterne, og ikke placeres i direkte tilknytning til den enkelte bolig. Parkeringen skal orienteres parallelt med skellet til Akacievænget, således at der ikke forekommer unødige lysgener for beboerne på Akacievænget. 

Belysning - Dark Sky

I 2017 blev udvalgte steder på Møn og Nyord udnævnt til Dark Sky Park, og resten til Dark Sky Community af International Dark-Sky Association. Dark Sky Park er områder med særdeles stjerneklare nattehimler som er specielt beskyttede, hvor der er offentlig adgang til. I Dark Sky områderne er formålet at mindske lysforurening til fordel for naturen og mennesker. Lokalplansområdet grænser op til en del af Dark Sky Park, og er beliggende i Dark Sky Community. Det anbefales derfor, at til udendørsbelysningen anvendes varmhvidt lys med en lysfarve på maksimalt 3.000K og en lysstyrke tilpasset forholdene og anvendelsen. Endvidere anbefales det at begrænse lysets varighed, ved brug af bevægelsessensorer. Det er særligt lysets indhold af blåt lys og kombinationen af lysstyrke (lumen) og varighed, der er problematisk, da begge dele påvirker naturen og mennesket negativt.

Anbefaleringerne til planlægning i Dark Sky områder, er ifølge kommuneplanen 2022-2034:

  • Send ikke lys mod himlen eller ud i omgivelserne.
  • Brug kun den nødvendige mængde lys.
  • Vælg fladt lampeglas i stedet for buet.
  • Tænd kun for udendørs belysning når det er nødvendigt evt. ved brug af bevægelsescensor.
  • Runde matteret lamper sender også lys op ad; se dine lamper efter, de kan evt. Rettes ud eller få en lille skærm.
  • Undgå blænding. Brug lamper som afskærmer lyskilden og installer lamperne så de ikke blænder.
  • Brug meget lidt, eller intet blåt lys, men varmhvid.

Når der opsættes udvendig belysning i lokalplanområdet, bør det tilstræbes at reducere anvendelsen af udvendige lyskilder i videst mulige omfang og sørge for, at lyset ikke generer naboer, virker blændende på omgivelser i øvrigt eller er tændt natten igennem (bevægelsessensor). Udendørs lysarmaturer bør derfor vende ind mod den pågældende parcel og afskærmes ud mod omgivelserne og om muligt placeres på lave standere. 

Skiltning

Der tillades kun skilte i form af almindelige adresse- og færdelsskiltning. På fællesbygninger må skiltning have en størrelse på maksimalt 297 mm x 420 mm. Dette er for at sikre at der ikke sker unødige og overflødig skiltning.

Tekniske anlæg

Lokalplanens bestemmelser om de tekniske anlæg har til formål at sikre, at de tekniske anlæg afskærmes så området ikke fremstår rodet. Dertil har bestemmelserne også til formål at sikre, at alle typer elledninger nedgraves, at etableringen af husstandsvindmøller forhindres og at solenergianlæg kun nedfældes i eller placeres plant på tagoverflader.

Bebyggelsens beliggenhed

Bebyggelsen placeres spredt i lokalplansområdet, således at bebyggelsen fremstår organisk i landskabet. For at sikre dette, skal bebyggelsen så vidt muligt placeres som på bilag 3 - Principiel bebyggelsesplan. Boligbebyggelsen, herunder tilhørende sekundær bebyggelse, skal placeres inden for byggefelt A, og fællesfaciliteterne, herunder tekniske anlæg, skal placeres inden for byggefelt B. Al bebyggelse skal placeres minimum 5 m fra skel.

Bebyggelsens omfang

Der fastlægges ikke en maksimal bebyggelsesprocent for området. I stedet må der inden for byggefelt A må bygges i alt 1200 m2 boligbebyggelse og 480 m2 sekundær bebyggelse, svarende til 24 tiny houses med en størrelse på maks. 50 m2 eller 12 fritliggende enfamilieshuse (åben-lav) med en størrelse på maks. 100 m2, samt maks. 20 m2 sekundær bebyggelse per bolig. Gangbroer/broadwalks som forbinder terrasser og/eller fællesarealer, regnes ikke som terrasser og tæller ikke med i det samlede areal. Inden for byggefelt B må der bygges i alt 500 m2 bebyggelse til fællesfaciliteter, inklusiv sekundær bebyggelse. Affaldssortering og andre tekniske anlæg medregnes ikke i den samlede bebyggelse.

Ubebyggede arealer og beplantning

De ubebyggede arealer skal anlægges som park/have. Dette gøres for at skabe grønne forbindelser mellem husene. De ubebyggede arealer kan også anvendes til frugtlunde, nyttehaver eller lignede. Beplantningen i lokalplanområdet skal bestå af hjemmehørende græsarter og hjemmehørende lokalitetstilpassede arter jf. bilag B - Planter. Dertil må der plantes pære- og æblesorter samt blåbær i forbindelse med frugtlunde og fællesarealer. På de ubebyggede arealer skal beplantningen bestå af hjemmehørende græsarter, samt klynger af buske og fritstående træer som placeres med en minimumsafstand på 3 m mellem klyngerne. Dette har til formål at sikre en spredt beplantning i hele området.

Som afskærmning kan der i forbindelse med bebyggelsen etableres levende hegn med en maks. højde på 1,6 m. Dette er for at sikre åbenhed i området, så de enkelte huse ikke fremstår gemte. 30% af det levende hegn kan bestå af træer eller anden høj beplantning, for at give variation i beplantningen. Dertil kan der også etableres mindre tråd- eller kastanjehegn med en maksimal højde på 80 cm, som afskærmning til boligbebyggelsen og fællesfaciliteterne, herunder til nyttehaver, frugtlunde, med videre. Et kastanjehegn består af smalle stykker træ, der forbindes med metaltråd, så hegnet kan rulles ud og formes efter behov. Det giver et naturligt og robust hegn, der passer godt ind i grønne omgivelser.

Afskærmning af affald, tekniske installationer og lignende skal være i form af enten fast hegn eller levende hegn med en maksimal højde på 1,8 m.