Kysterne i Vordingborg Kommune er udfordret af stigende havniveau, hyppigere stormflod og øget erosion, som truer både naturværdier, sommerhusområder og eksisterende bebyggelse.
Klimaudfordringen har været et integreret element i planlægningen siden begyndelsen af 2000'erne. Men udfordringerne er blevet tydeligere med tiden, idet højvandshændelser og skybrud er tilbagevendende hændelser. Gennem planlægningen skal det sikres, at der ikke skabes nye samfundsmæssige værdier, hvor der ikke er taget stilling til de klimatiske udfordringer. Nye tiltag skal vurderes i forhold til deres beliggenhed og levetid, og dermed det nødvendige klimatilpasnings- og sikringsniveau.
Udpegningerne i Kommuneplan 2022 fremgår af nedenstående kort og tager udgangspunkt i data fra 2013, hvor fremtidsscenariet byggede på højvandshændelser op til kote 2 samt skybrud baseret på den daværende viden. Siden har der i Vordingborg Kommune været højvandshændelser og skybrud, som overstiger grundlaget for kommuneplanen, hvorfor det er væsentligt at få opdateret udpegningerne, så de svarer til forventningerne til de fremtidige hændelser.
Med nye datamodeller vil udpegningerne blive revideret væsentligt, og skabe et mere robust grundlag for udpegning af oversvømmelsestruede arealer. Udpegningerne skal sikre, at der ikke planlægges for ny aktivitet inden for oversvømmelsestruede arealer uden, at der tages højde for de fremtidige udfordringer.

Udpegninger af oversvømmelsestruede arealer i Kommuneplan 2022.

Udpegninger af oversvømmelsestruede arealer i Kommuneplan 2022.
Forventede klimaændringer frem mod 2100:
- 20-40% mere nedbør, særligt i vinterhalvåret.
- Middelvandstanden forventes at stige med 30-80 cm.
- En 100-års hændelse for havvand forventes at nå ca. 2,6 meter over normal vandstand.
- Ved Møns østkyst forventes en 100-års hændelse for havvand at nå ca. 2,85 meter over normal vandstand.
- Hyppigheden af stormflodshændelser forventes at stige fra omtrent én gang hvert 10. år til mere end én gang årligt.
- Middeltemperaturen forventes at stige med mellem 1 °C og 3,5 °C.
Kilde: DMI’s Klimaatlas.