Udvikling

Med afsæt i kommunalbestyrelsens fokus på bosætning indeholder dette afsnit en kort gennemgang af udviklingen i forhold til befolkningstal og boligbyggeri. Gennemgangen giver et aktuelt billede af udviklingen, som skal ses i sammenhæng med kommuneplanens afsnit ”Livet i byerne og ved vandet”, som rummer de planlægningsmæssige rammer i forhold til prioriteringer af den fremtidige by- og boligudvikling.

Befolkningsudvikling

Udviklingen og sammensætningen af befolkningen er på flere områder en væsentlig faktor, hvorfor der årligt udarbejdes en befolkningsprognose for at kunne tilpasse kommunens budgetter flere år ud i fremtiden. Befolkningsudviklingen er også væsentlig i den fysiske planlægning i forhold til planlægning og tilpasning af byvækst.

Befolkningsudviklingen har været vidt forskellig i de enkelte dele af kommunen, og afspejler en række generelle tendenser på landsplan, hvor der flyttes til større byer, mens landdistrikterne har svært ved at opretholde befolkningstallet. I nedenstående er dette illustreret gennem udviklingen på lokalområdeniveau.

Befolkningsudvikling 2007 til 2026

Der har i den 20-årige periode været en positiv udvikling i indbyggertallet omkring Vordingborg, mens landområderne generelt har været i tilbagegang. Det skal bemærkes, at Bogø og Præstø har fastholdt deres indbyggertal de seneste 20 år.

 

Befolkningsudvikling 2022 til 2026

De seneste fire år viser, at der fortsat er tilbagegang i indbyggertallet på landet, men flere områder i den centrale og nordlige del af kommunen har haft fremgang i indbyggertallet.

 

Befolkningsfremskrivning 2026 til 2037

På baggrund af den nuværende befolkningssammensætning, tilflytningsmønstre og kommuneplanens udlæg til byvækst, forventes der fortsat tilflytning til købstæderne og deres umiddelbare opland.

Udviklingen på landsplan

Udviklingen i befolkningstallet lokalt er i høj grad påvirket af en aldrende befolkning i landområderne og afhængigheden af tilflytning til lokalområdet - læs mere herom i befolkningsprognosen. Sammenlignes udviklingen på landsplan, så er udviklingen i indbyggertallet i høj grad afhængig af kommunens geografiske placering, hvor afstanden til større byer har stor betydning.

Boliger

Et af de centrale emner i kommuneplanen er tilpasning af byvækstarealer og planlægning for byomdannelse, så boligmassen kan tilpasses befolkningens behov. Boligmassen i Vordingborg Kommune består i dag af næsten 25.000 boliger, og antallet er, på trods af et faldende indbyggertal, stigende. Der er således 1.000 flere boliger i dag end i 2007, mens indbyggertallet i samme periode er faldet med 1.800. Der bor derfor i dag færre personer pr. bolig, hvilket gennem en årrække også har afspejlet sig i typen af nybyggeri, hvor rækkehuse og etageboliger udgør hovedparten af de nye boliger.

Efterspørgslen efter nye boliger retter sig i høj grad mod rækkehuse og etageboliger. Dette har været tydeligt gennem en årrække, hvor almene boligselskaber og private udviklere har realiseret flere projekter i kommunen. Prognosen for boligbyggeriet tager udgangspunkt i kommuneplanens udpegninger samt vedtagne lokalplaner fra de seneste år, som endnu ikke er realiseret. Udlæg og ønsker til nybyggeri har i høj grad været rettet mod mindre boliger (rækkehuse og etageboliger), hvilket forhåbentlig kan frigøre en større del af de eksisterende parcelhuse til nye børnefamilier i Vordingborg Kommune.

Det er dog fortsat en politisk målsætning, at der til enhver tid skal være 100 ledige byggegrunde i kommunen, så det er muligt at opføre nye parcelhuse. Denne udbygning forudsætter en fortsat realisering af kommuneplanens eksisterende udlæg og på længere sigt behov for nye udlæg til byvækst.