Kystnær beliggenhed, righoldig natur og kulturhistorie skaber rammerne for gode ferieophold, friluftsliv og kystturisme. Kombinationen af ro, oplevelser og tilgængelighed giver et solidt grundlag for både helårs- og sæsonturisme.
Anvendelsen af bebyggelse til ferieformål er mangfoldig og omfatter langt mere end traditionelle sommerhuse. Turisters overnatningsmuligheder spænder fra hoteller, bed & breakfast, ferielejligheder og flexboliger til kolonihavehuse, lystbåde, husbåde, camping, glamping og shelters.
De seneste år er mangfoldigheden af overnatningsformer steget markant, hvilket udfordrer de mere traditionelle planlægningsmæssige kategorier. I kommuneplanen er planlægningen i dag primært opdelt i kategorierne campingpladser, hoteller og sommerhuse. Denne opdeling udfordres løbende af nye ferie- og overnatningskoncepter.
Sommerhusområder
I Vordingborg Kommune er der i dag lidt over 4.800 sommerhuse, som ligger fordelt i kommunens 18 sommerhusområder. Der er stadig plads til yderligere 600 sommerhuse på ubebyggede og endnu ikke udstykkede grunde.
Kommunen kan ikke selvstændigt planlægge for nye sommerhusområder, men kan ansøge staten, når de ca. hvert fjerde år åbner for ansøgninger herom. Kommunalbestyrelsen vil prioritere at ansøge om nye sommerhusudlæg, når staten næste gang åbner for ansøgninger herom, men der foreligger i øjeblikket ingen konkrete ønsker til nye sommerhusområder.
Ønsker til nye sommerhuse skal tage udgangspunkt i nedenstående allerede planlagte sommerhusområder, idet staten kun godkender udvidelse af eksisterende områder. Baggrunden for statens prioritering er hensynet til landskabsoplevelsen langs de danske kyster.

Eksisterende sommerhusområde (og udlæg hertil) i Vordingborg Kommune

Eksisterende sommerhusområde (og udlæg hertil) i Vordingborg Kommune
Øvrig anvendelse til ferieformål
Mulighederne for at etablere nye overnatningstilbud reguleres i vidt omfang af statslig lovgivning og kan i nogle tilfælde forudsætte særlige godkendelser. Det vil blive prioriteret, at kommuneplanen tilpasses, så den er i overensstemmelse med de reelle muligheder og ikke begrænser mulighederne for nye tiltag unødigt.
Tilpasningen vil omfatte anvendelsesmulighederne på og i havnene, reguleringen af glamping, mulighederne for indretning af ferieboliger i overflødiggjorte landbrugsbygninger mv. Samlet set skal kommuneplanen understøtte kommunens vision om, at turismen fortsat skal være en væsentlig drivkraft for udvikling, bosætning og erhverv.