Større husdyrbrug

MÅL FOR STØRRE HUSDYRBRUG

  • Det skal sikres at arealer, hvortil der ikke er andre væsentlige interesser, prioriteres til bæredygtigt jordbrug (landbrug, skovbrug og gartneri).
  • Der skal ved placering og udvidelse af husdyrbrug udvises hensyn til naboer, miljøet, natur- og landskabsværdierne.

Der skal gennem en bæredygtig forvaltning af det åbne land tages hensyn til arealernes nytteværdi, hvor jordbrugserhvervet skal sikres en effektiv udnyttelse af de bedst egnede jorder. Det er væsentligt at landbrugsproduktionen foregår som bæredygtige fødevareproduktion og baseres på modstandsdygtige landbrugspraksisser, som øger produktivitet og produktion. Jordbruget skal medvirke til at bevare økosystemer og styrke kapaciteten for tilpasning til klimaforandringer.

Kort 7.1

Større husdyrbrug

7.1
De udpegede områder til store husdyrbrug på kort 7.1 vil være særligt egnede til at placere store driftsbygninger ved nyetablering eller udvidelse af store husdyrbrug.

7.2
Inden for områderne skal kommunal planlægning for aktiviteter, der kan være i konflikt med intensiv husdyrproduktion, så vidt muligt undgås.

7.3
Ved placering af store husdyrbrug i øvrigt skal det sikres, at vejnettet er egnet til den trafik, der forventes til og fra husdyrbruget.

7.4
Ved den konkrete sagsbehandling af ansøgninger om miljøgodkendelse af store husdyrbrug skal det sikres, at etablering eller udvidelse sker under størst mulig hensyntagen til natur, landskab, kulturhistoriske værdier og naboer samt med færrest mulige miljøgener.

7.5
Ved lokalisering og udvidelse af store landbrugsbyggerier skal det sikres, at dette ikke sker i områder, hvor der er risiko for oversvømmelse ved ekstremregn.

Vordingborg Kommune ønsker, at større landbrugsbyggerier og -anlæg, herunder store husdyrbrug over 500 dyreenheder, skal udvikle sig på en bæredygtig og fremtidssikret måde.

Med udpegning af områder til store husdyrbrug ønsker Vordingborg Kommune at anvise områder med gode muligheder for udvidelse og etablering af større landbrugsbyggerier og husdyrbrug over 500 dyreenheder. Områderne er udpeget under hensyntagen til landskabs-, plan- og arealinteresser, der er relevante i forhold til større landbrugsbyggerier og store husdyrbrug, der kræver tilladelse.

Til grund for udpegningen ligger, at områderne ligger uden for:

  • Kystnærhedszonen
  • Områder med landskabelig værdi
  • Områder udpeget efter Grønt Danmarkskort
  • Områder med grundvandsinteresser (Områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande)
  • 500 meter til større samlede bebyggelser og 1000 meter til byzonearealer

I de områder der er udlagt til placering af store husdyrbrug gælder få planlægningsmæssige restriktioner i forhold til landbrugsbyggeri, og områderne udlægges for at undgå konflikter mellem byudvikling, landskabsinteresser og landbrugserhvervets udvikling.

Udpegningerne tager ikke udgangspunkt i eksisterende driftsbygninger, ligesom udpegningen ikke ændrer på den lovpligtige godkendelsesprocedure efter lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug, der skal forebygge konflikter.

Med udpegningen reserveres arealerne til formålet, og det bør gennem planlægningen sikres, at der ikke i områderne etableres anlæg og bebyggelse, som kan hindre en evt. anvendelse til større husdyrbrug.

Udpegningerne hindrer ikke udvidelse eller etablering af større husdyrbrug uden for de udpegede områder, hvor der dog kan være særlige landskabelige hensyn, som skal varetages i forbindelse med godkendelsen.